Colson Whitehead i Boghallen om underjordiske jernbaner, Oprah og skriveprocesser

Allerede inden at jeg hørte, at Colson Whitehead skulle komme til Danmark her i august, vidste jeg, at det var en bog, som uden tvivl skulle læses her i 2017. I vinters hørte jeg, at den ville blive oversat til dansk og i løbet af foråret fik den desuden den store Pulitzerpris. Som flere af jer nok ved, så har jeg været til Louisiana Literature de sidste 3 år og jeg klappede i mine små hænder, da jeg opdagede, at han ville komme til Danmark. Og da jeg så blev forhindret i at tage derop, blev jeg rigtig glad, da Boghallen offentliggjorde et event med manden. Det var derfor med virkelig store forventninger, at jeg søndag formiddag tog en bus fra Aarhus og til København for at høre ham snakke om den prisvindende bog, som jeg netop havde færdiglæst tidligere på ugen.
Jeg havde snakket en del om netop dette event med Mette Eline ovre fra bloggen “En bognørds skriblerier” og inde i Boghallen fandt jeg hende, hendes veninde og da jeg kom tilbage efter et hurtigt stop i Flying Tiger, var også bogbloggeren Sascha fra “Livet i dukkehuset” ankommet til Boghallen. Vi satte os ganske tidligt på trappen, da vi opdagede og snakkede om bøger lige indtil Whitehead sad i sin stol. Intervieweren var Tonny Vorm, som jeg tidligere har set interviewe Nell Zink på Louisiana Literature, og det er ikke første gang, at han mødte Whitehead. Vorm har endda besøgt Whitehead i USA og Whitehead fik tid til lige at sætte sig til rette, da en kvinde fra forlaget fortalte om hvordan de netop havde kørt så hurtigt som de kunne fra Louisiana og ind til byen i en åben bil. Første spørgsmål drejede sig om bogens titel, som stammede fra et udtryk, som Whitehead hørte, da han var barn, nemlig “it’s like she disappeared in an underground railroad”. Det var dog først for 17 år siden, at han endnu en gang hørte det og tænkte på det som en form for “childish notion” og vidste, at han ville skrive en historie om det.
Vorm efterspurgte oplæsning af et uddrag af bogen og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, som blev noget overrasket, da han hev en e-bogslæser frem og forklarede med et smil på læben, at det var fordi at han ikke havde “much upper body strength”. Han afslørede at han var ved at læse Elena Ferrante, da han lige brugte et øjeblik på at finde sit eget værk frem. Han valgte en passage tidligt i bogen, hvor en gammel mand på plantagen fejrer sin fødselsdag med en fest. I løbet af et kort øjeblik blev der helt stille i Boghallen og da han var færdig med at læse uddraget, fik han et lille bifald. De sidste 17 år har han dog skrevet andre bøger fordi at han ville “deal with slavery as it deserved to be treated”. For 3 år siden fortalte han sin kone om idéen og hun mente, at det var en god idé. Sædvanligvis arbejder Whitehead med mandlige fortællere, men her besluttede han sig for ikke at “do the same shit – mix it up”, og han var meget interesseret i det mor/datter forhold, som Cora og hendes mor har i bogen. Det ville også kræve en bestemt slags mod af hans karakter at forlade plantagen og han tænkte meget over Coras personlighed.
Da han skulle researche til denne bog, faldt han over slavefortællinger fra 1930’erne, hvis oplevelser han har holdt sig til i den grad, at det var “the truth of things and not the facts”. Han hørte utrolig mange optagelser igennem og tog lidt fra forskellige menneskers oplevelser. “The voice” i bogen og dennes tone brugte han også en del tid på at finde ud af, da han normalt arbejder med en mere satirisk stemme, men den ville ikke være rigtig i denne bog. Vorm spurgte ind til musikken, da Whitehead til sidst i bogen nævner både Bowie og Prince som musik, som han hører i sin skriveproces. Og så er det efterhånden umuligt at møde en amerikansk forfatter, som ikke udtaler sig om Trump på en eller anden vis. Der var flere sidste år på Louisiana, som ikke var bange for at sige deres mening og Trump var tydeligvis ikke blandt Whiteheads favoritmennesker. Han læste op fra bogen igen derefter og fra et afsnit, hvor Cora befinder sig i en form for “black utopia”, som Whitehead beskrev det.
Inden tiden pludselig var gået, nåede Whitehead at tale lidt om sin arbejdsproces og hvordan han næste år kommer i gang med den næste bog for alvor. Han vidste også at han ville få solgt en del eksemplarer af bogen allerede den første uge, da Oprah havde “endorsed it” og som han sagde “because Oprah said so”. Efter bifald fra hele trappen og tilhørerne oppe på siderne af denne, blev det tid til at få bøgerne signeret og jeg nåede da også lige at høre ham om, hvordan det havde været på Louisiana, hvor det var tydeligt, at han havde nydt det. Kunsten havde han dog kun fået set til og fra scenerne og efter lidt mere bogsnak med de andre bloggere og Vicki fra pressen, blev det tid til at finde hjem mod Ringsted og uden tvivl skal jeg en dag få læst flere af hans bøger. I kan i øvrigt læse et ganske god artikel om ham lige her. 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s