Månedlige refleksioner – Juni

Når jeg først tænker på den juni måned, som netop er forbi, tænker jeg, at det har været en stille og rolig måned. Men når jeg scroller igennem billeder på både kamera og telefon, kan jeg se, at der har været masser af mennesker, natur og bøger i løbet af min måned. Noget af det første der skete denne måned var at jeg fik afleveret min eksamen og da resultatet kom den anden dag, gik det op for mig, at jeg endelig kunne holde sommerferie.

Juni måned bragte også en tur til Sverige med sig, hvor den kortskæggede og jeg fik mødt min brors kærestes familie og set hvor hun voksede op. Simpelthen så skønt et område og de røde huse i området mindede mig virkelig om “Alle vi børn i Bulderby”. Vi var også i et supermarked på vej derop, hvor man kunne købe Pippi-ting og jeg overvejede stærkt at købe et eller andet Lindgren-nørdet med hjem. I mandags var jeg inde og høre nogle af landets bedste krimiforfattere snakke om deres bøger og så har jeg haft lidt ekstravagter på arbejdet, så jeg har været omgivet af bøger en god del af denne måned. Juni bragte også et gensyn med Anne Shirley, da jeg fik set nogle af filmatiseringerne og fik skrevet et temmelig nørdet indlæg her på bloggen.

Antal sider:

892 sider

Antal læste bøger:

5 (heraf 3 romaner og 2 børnebøger)

Alle 5 læst på dansk.

Månedens citat:

“Den ene times granskov og kig til søer overtager den anden. Jeg ved, at det er smukt. Min hjerne siger til mig, at det her er virkelig smukt. Jeg sige højt, at det er smukt. Men det rører mig ikke. Jeg lægger en hånd på maven. Normalt bliver jeg stor i maven, og så ved jeg, at det er smukt. Måske hænger maven sammen med hjertet. Mine organer sætter ud et efter et og sortskrumper. Først hjertet og maven, så nyrerne og bentøjet. Jeg ved godt, at benene ikke er et organ, de er ekstremiteter, men de kan vel visne. Slaske hen ad jorden som et par fletninger. Jeg gnider min brystkasse, mærker huden blive varm.

“Har du nogensinde oplevet, at dit hjerte forsvandt?” siger jeg.

My ser på mig med det ene øjenbryn løftet.

“Masser af gange. “”

Fra Sommergræs, vinterorm af Mette Sø

Arrangementer:

Det eneste arrangement, som jeg nåede til i denne måned, var “Wine & Crime” den sidste mandag i måneden. Det var så også i et par timer om flere forskellige bøger og min mangel på at nå ind i Boghallen til deres arrangementer denne måned har været fordi at jeg tit har arbejdet de dage, at forfattere kom forbi. Men det vil jeg få gjort noget ved her i løbet af sommeren.

De bedste bøger:

Charlie og chokoladefabrikken af Dahl. Selvom jeg både har set den nye film og den gamle film, så havde jeg endnu ikke læst bogen bag og endnu en gang blev jeg vild med Dahls humor og skøre påfund. Jeg læste den i den nyeste danske udgave på markedet, som er illustreret af John Kenn Mortensen og jeg anmelder den ganske snart herinde.

Tit er jeg glad af Grøndahl. Selvom jeg længe har haft bøger af Grøndahl stående på min TBR, faktisk lige siden at jeg så ham i samtale med Carsten Jensen på Louisiana Literature, er dette den første af hans bøger, som jeg har fået læst. Virkelig velskrevet og interessant måde at afsløre karakterens hemmeligheder lidt efter lidt.

Flugten fra Sankt Morbus af Boyle Rødtnes og Holmboe. Dette er 3.bind i serien om Lili og Magnus, som må finde ud af om de er superhelte eller superskurke og jeg var helt vild med, hvordan den ender med noget af en cliffhanger. Jeg glæder mig til at se hvordan det hele ender i den næste bog.

Graceland af Holmegaard. Denne her anmeldte jeg på bloggen for et par dage siden og det er en skildring af en moderne familie, som bliver hos læseren i et stykke tid. Holmegaard skriver virkelig godt og det var en fornøjelse at lære en familie at kende gennem forskellige perspektiver.

Sommergræs, vinterorm af Sø. Denne bog om Billi har jeg også allerede fået anmeldt og ligesom med Grøndahl var det den første bog, som jeg har læst af denne forfatter. Sø tager sin læser under armen og på noget af en tur, både geografisk og følelsesmæssigt i selskab med Billi, der er i krise.

De mindre gode bøger:

Kun 5 bøger og efter endt læsning af dem alle, havde jeg lyst til at anbefale dem til andre, så derfor ingen i denne kategori denne måned.

Alt i alt:

En virkelig rar måned at se tilbage på og jeg troede faktisk, at jeg havde fået læst mere. Jeg har dog læst den første bog om Anne Shirley, men da jeg endnu ikke er færdig med de nørdede litteraturhistorieting såsom analyser og reviews, så er den først med i næste måneds indlæg. Jeg har fået set en del til familie og haft lidt ekstra arbejdsdage omgivet af bøger. Den næste måned vil jeg virkelig få læst alle de ulæste, som jeg pt har på mit natbord og begynde at finde bøger til Louisiana Literature i august. Jeg krydser fingre for at vejret bliver skønt, så jeg kan sidde og læse udenfor og få hæklet et par ting.

Hvad med jer? Har jeres juni også været rar, men overstået alt for hurtigt?

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s