Det er ikke mig, det er dig af Mhairi McFarlane

Det er ikke mig, det er dig af Mhairi McFarlane, 2016. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som It’s not me, it’s you i 2014. Antal stjerner: 5/5

Hvordan håndterer man bedst et forlist parforhold, hvor bryllupsklokkerne var godt på vej og passer det gamle ordsprog ”den man elsker, tugter man” egentlig?

Den britiske forfatterinde Mhairi McFarlane står bag denne chick-lit om Delia, som bor oppe i det nordlige England i byen Newcastle upon Tyne sammen med sin kæreste og deres hund. Vi møder hende første gang en ganske besværlig dag på hendes arbejdsplads, hvor hun må håndtere et hackerangreb på hendes arbejdes hjemmeside. Et ganske sjovt og ufarligt et af slagsen, men ikke desto mindre noget nær umuligt at finde ud af hvem der står bag, da han går under dæknavnet Peshwari Naan, opkaldt efter en slags naanbrød. Om aftenen er hun ude for at fejre tiårsdag med Paul og hun har besluttet sig for at fri til ham. Men efter frieriet er der et eller andet ved Paul, som ikke helt er som det plejer og da de efterfølgende går ud for at fejre det, modtager hun en sms fra ham, som bestemt ikke skulle være sendt til hende, men en anden kvinde:

“Kunsten forberedte ikke en på de små øjeblikke mellem de store øjeblikke, tænkte Delia. Livet blev ikke redigeret, så fortællingen flød glidende.

Hvis Pauls sms var bippet ind i en scene i en film eller tv, ville der være blevet klippet efter nærbilledet af Delias forfærdede ansigt, og så ville filmen være fortsat med, at hun løb snublende ned ad gaden på sine høje hæle (romantisk komedie), at hun smadrede tallerkener i køkkenet (sæbeopera), vredt fyldte en kuffert med gammeldags hængsler (musikvideo), eller at hun stod og kiggede ud over den mørke Tyne (kunstfilm).

Men det der derefter skete var, at det forfærdelige øjeblik blev undermineret af praktiske spørgsmål.”

Delia flytter ud af deres fælles bolig og ind hos sine forældre i en tid. Hun har dog en veninde ved navn Emma, som bor i London og Delia beslutter sig for at starte forfra dernede. Med sig har hun sin gamle tegneserie om Ræven, som hun arbejder lidt på dernede, men i smug. Hurtigt finder hun sig et arbejde med en noget atypisk chef og tilfældigvis tager hun et telefonopkald den dag, hvor journalisten Adam er i den anden ende. Der er et eller andet ved hans opførsel, som Delia ikke helt kan greje og på arbejdet sker der også ting og sager, men så er det godt, at Delia ikke er helt alene i storbyen:

“Da hun gik tilbage til undergrundsbanen, fik hun et glimt af en håbefuld tanke. Adam West var jo ligeså meget i en position til at kunne underrette hende på forhånd om sin angrebsvinkel. Måske kunne hun bruge ham? Delia Moss: tredobbelt agent. Hun var ikke hjælpeløs. Hun nød også at arbejde sammen med Steph, hun havde ikke haft en veninde på arbejdet i årevis. Peshwari Naan var også et fast holdepunkt, fordi han var så tilgængelig på nettet.

Da hun nåede hjem til Emmas lejlighed, tog hun sin pen og skitseblok og lo for sig selv, mens karaktererne voksede frem på blokken.

Det var magien ved Ræven, den hjalp hende til at fokusere og få styr på sig selv, den fortalte en inspirerende historie. Den viste hende, hvad hun skulle sigte imod.”

Men hvor let er det at vende tilbage til sit gamle jeg oppe nordpå og hvad er der med ham der Adam?

Denne bog er den første bog, som jeg har læst af McFarlane og jeg kan allerede nu sige, at det ikke bliver den sidste. Jeg elskede humoren, de engelske referencer og det gåpåmod, som Delia mere end én gang viste, at hun havde. Der var flere twists undervejs end jeg havde regnet med og ligesom man tror, at man ved hvordan den ender, sker der ting og sager og det hele bliver vendt på hovedet. Jeg var ellevild med hvordan illustrationer af Ræven blev sat ind i bogen undervejs og det gav et fantastisk pift til historien at man så hvordan Ræven, altså Delias alterego på en måde, ville håndtere situationer på en fantastisk selvsikker måde. Mere af den slags i bøger, tak.

Alt i alt en skøn bog om engelske Delia, som finder ud af, at livet hurtigt kan ændres og at hvis man har gode venner og en støttende familie, ja, så kan man faktisk opnå en hel del, som man aldrig troede var muligt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s