Månedlige refleksioner – April

Sikke en fantastisk måned jeg har haft læsemæssigt! Jeg havde bestemt ikke regnet med at komme op på så mange bøger. Men så tænkte jeg tilbage på al den offentlige transport til og fra Emdrup, en tur til familien i Jylland og ikke mindst lidt læsning på vej i fly til Beograd og hjem igen. April har bare været en superskøn måned. Som i nok har bemærket her i weekenden, så fik jeg deltaget i Dewey’s 24 Hour Readathon, som jeg også deltog i for 2 år siden og det var simpelthen så hyggeligt at sætte 24 timer til side for bare at læse og skrive med folk om bøger og læsning. Selv havde jeg fundet en temmelig blandet stak frem og jeg formåede at læse 6 hele bøger og en kvart McFarlane-bog, som jeg netop har færdiglæst og tager med i dette indlæg. Søvn fik jeg ikke meget af, men jeg har et par dage til at få styr på døgnrytmen igen. Her i maj kommer jeg til at bruge en del tid på studiet, men så kan jeg også holde en lang sommerferie med tid til masser af læsning. Jeg nåede også at være til reception inde i Boghallen i april – det var virkelig hyggeligt og jeg glæder mig til at se hvad maj bringer af boglige events.

Antal sider:

2,791 sider

Antal læste bøger:

14 (heraf 2 graphic novels, 2 ungdomsbøger, 4 børnebøger, 1 krimi og 5 romaner)

De 9 blev læst på dansk og de andre 5 på engelsk.

Månedens citat:

“Jeg gik derfra ved nitiden, og så mødte jeg ham. Rent tilfældigt. Somme tider bilder jeg mig ind – jeg mener, håber jeg, at det ikke er helt tilfældigt, vi mødes – men at han gør lidt til det selv. Nå, det er nok bare noget, jeg fantaserer mig til. Skønt alligevel.

Vi gik ad stien langs åen. Jeg skal sige dig, vi har en å, der er så venlig at slynge sig tværs gennem byen. Jeg ved slet ikke, hvad byen ville være uden den å. En temmelig ucharmerende, lille by, er jeg bange for. Jeg ved heller ikke, hvad man skulle med måneskin, hvis det ikke kunne spejle sig i vores å. Og hvor skulle vi plukke kodrivere om foråret, hvis vi ikke havde engene langs åen lidt uden for byen. Hvis jeg ikke en lys sommeraften kunne sidde på en bænk ved åen og mærke de hvide syreners duft, ville jeg overhovedet ikke tro, det var sommer.”

Fra Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren

Arrangementer:

Jeg nåede vist kun til reception for Miki Mistrati’s bog inde i Boghallen som tidligere nævnt.

De bedste bøger:

Den er virkelig svær i denne måned med så mange læste bøger. Især da det er under 4 dage siden at jeg færdiglæste 7 af dem. Men når jeg tænker tilbage, er det særligt disse her der har efterladt et indtryk, som jeg ikke lige glemmer med det samme:

Det er ikke mig, det er dig af McFarlane. Referencerne i denne bog var helt fantastiske (første henvisning jeg ser til Quentin Blakes illustrationer og den hjalp virkelig til at danne personen i hovedet) og jeg var vild med hvordan livet i England blev skildret.

Mirakelmanden af Hastrup. Wauw for et plot!  Det er den første bog i serien om Rebekka Holm, som jeg har læst og jeg ved allerede nu, at det bestemt ikke er den sidste, som jeg læser. Hun formår virkelig at holde læseren fanget og selvom de forskellige synsvinkler var forvirrende i starten, så gav det virkelig god mening til sidst og en mangefacetteret historie.

Love story af Segal. Kort, men helt fantastisk kærlighedsroman, som jeg uden tvivl vil genlæse en dag og se filmatiseringen af snart.

Vores endeløse dage af Fuller. Det her var en af de bøger, hvor man tror, at man kender fortælleren, men hvor alt kan ændres på kort tid og den havde nogle af de smukkeste naturbeskrivelser, som jeg længe har læst.

Døde piger lyver ikke af Asher. Kort efter serien kom op på Netflix, faldt jeg over bogen i en antikvariat og læste den på noget nær rekordtid. Når man først er i gang med at læse den, kan man ikke lægge den fra sig og jeg kan varmt anbefale den – jeg vil især anbefale den til teenagere og teenage-forældre fremover.

Tidskisten af Magnason. Dystopi og eventyr i samme bog? Ja, og det fungerer bedre end forventet. Interessant børnebog, som uden tvivl er velegnet til oplæsning og til de 10-12 årige børn og ikke mindst voksne.

De mindre gode bøger:

Pas.

Alt i alt:

En fantastisk rar læsemåned med mange bøger, som jeg havde lyst til at læse i et stræk fordi de førte mig til andre lande, andre tider (både fremtid og fortid) og lærte mig noget om mennesker og deres psyke. Weekendens læsedøgn håber jeg på at kunne gentage igen til efteråret (selvfølgelig med en anden bogstak) og jeg overvejer at skære ned på Netflix her i maj og så hive bøgerne frem istedet. Maj kommer til at være præget af eksamen, men jeg er ikke i tvivl om, at en del sider vil blive vendt alligevel.

Hvad med jer? Har i haft en god april måned?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s