The Starlight Barking af Dodie Smith

The Starlight Barking af Dodie Smith, 1971. Heinemann London. Antal stjerner: 4/5

Hvad skete der egentlig med Cruella de Vil efter den mislykkede kidnapning af dalmatinere og er det muligt at lære små børn at snakke med hunde?

Denne efterfølger til den populære ”The Hundred and One Dalmatians” bringer læseren tilbage til Pongo og hans familie nogle år efter forgængerens slutning. De små hvalpe er blevet voksne og medens nogle af dem er blevet gift, så er andre flyttet hjemmefra. Og endda er Cadpig havnet på den prestigefyldte adresse Downing Street 10, hvor hun lever sammen med premierministeren. En morgen er noget ganske galt ude på landet, hvor Pongo og Missis flyttede hen i slutningen af sidste bog og hundene er de eneste, som ikke er faldet i en dyb søvn. De forsøger at vække Dearly-parret på flere forskellige måder såsom dette:

””We’d better lick their faces,” said Pongo. He knew that the Dearlys, much as they loved their dogs, were not fully appreciative of face-licking, and such an attention was likely to make them sit up briskly. But not today. They just went on sleeping – and also, Pongo was pleased to see, smiling. As he couldn’t wake them he was glad not to have spoilt their happy dreams.”

Men der er ingenting, som vækker menneskene i huset og det går ganske hurtigt op for hundene, at både fugle og katte også sover og eneste undtagelse er dem, som har lært en smule hund såsom den lille dreng Tommy. Søvnen har gjort verden ganske stille, ja, der er ingen trafik og Cadpig formår at få fat på sine forældre uden at skulle rejse hele vejen ud på landet for at hente dem. Luftlaget er også ganske anderledes og hundene lærer hurtigt, at de kan lave en bestemt bevægelse, som de kalder for ”swoosh”, hvor de tænker fremad og bevæger sig ligeså fremad i luften. Hunde fra hele verden samles i London og Cadpig må tænke over, hvad det bedste skridt fremad må være. Tommy er også kommet med ind til byen og det er ikke enhver, som der kan forstå ham;

“Tommy now got down from the Tractor. Pongo and Missis greeted him affectionately and tried to understand what he said. Usually they did not understand him, just as they understood most humans, but he was now talking half-Dog and half-Human, as he had when he was very young and they couldn’t get a hang of it.

“Needs practice,” said the Sheepdog. “I can follow most of it now and he half understands me, which is more than any human ever did.” “

Men hvem står bag denne søvn og hvordan kan den ophæves?

Som så mange børnebogsklassikere er denne her også ganske tidsløs. Oprindelig blev den faktisk udgivet tilbage i 1967, men den kunne også foregå i dag uden overhovedet at skulle ændres. Ligesom med dens forgænger så var jeg fascineret af måden hvorpå Dodie skriver sin fortælling fra et hundeperspektiv og hvordan hun finder på at de kan kommunikere på lange afstande samt det berømte ”swoosh”. Jeg nød at drage op i højere luftlag sammen med Pongo og hans familie og se hvad der skete med hvalpene efter vi forlod dem i seriens første bog. Selvom denne bog ikke er ligeså fantastisk som den første, så ærgrer jeg mig gevaldigt over, at der ikke er flere i serien, men heldigvis har Smith også skrevet en ungdomsroman. Alt i alt en skøn børnebog, hvor vi som læsere både hører om hvad der skete med de kære hvalpe og hvor vi begiver os på noget af en rejse i de lidt højere luftlag.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s