Den usynlige Ivan Isaenko af Scott Stambach

Den usynlige Ivan Isaenko af Scott Stambach, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.  Opr. udgivet som The Invisible Life of Ivan Isaenko i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvilke typer af patienter og sygeplejersker befinder der sig på Mosyr Hospital for Alvorligt Syge Børn og hvor hurtigt kan et venskab udvikle sig til kærlighed?

Den amerikanske forfatter Scott Stambach tager i denne roman sin læser med til Hviderusland, hvor den forældreløse Ivan på 17 år bor på Mosyr Hospital for Alvorligt Syge Børn. Han har boet der hele sit liv, da han blev født med misdannelser. For at komme i tøjet ”ormer” han sig ind i det og dette fordi at han kun har en arm og hånden på denne har heller ikke alle sine fingre. Han er et såkaldt ”tjernobylbarn” og han tilpasser sig sin omverden og iagttager denne ganske omhyggeligt. Hver og en af hans medpatienter er ganske speciel:

”Jeg har ikke noget at sammenligne min hospitalsverden med, men ud fra den smule, jeg ved om verden udenfor, er jeg ret sikker på, at mine kammerater og jeg lever i helvede. For de fleste af os består vores helvede af kroppen, for andre består det af hovedet. Og der er ingen tvivl om, at helvede for hver og en af os er de tomme, kliniske, totalt effektive, plettede, råhvide vægge, som holder os indespærrede på dette sted. Selvom min intelligens stritter imod, er jeg tvunget til at indse, at jeg er en af de heldige.”

Men en dag hører Ivan, at der er en ny patient på vej og kort tid efter træder Polina ind på hospitalet. De er næsten jævnaldrende, men i modsætning til Ivan så blev hun forældreløs kort tid inden hun ankom til Mosyr og det faktum adskiller hende fra de fleste af børnene på hospitalet. Desværre er hun også alvorligt syg af leukæmi og Ivan begynder ganske hurtigt at kigge nærmere på hende:

”Hun sad i sin giftstol og tegnede i sin dagbog, mens den gule morgensol overhældte hende med stråler fra forskellige retninger, de studsede af mod de orange vægge, smeltede sammen med hendes ferskenfarvede hud og det lille i hendes blå mærker og lagde sig omkring hendes nye form, der skyldtes de knogler, der var blevet synlige for nylig. Hun lignede et ekspressionistisk maleri, muligvis malet af en passende vanvittig person som Munch eller Marc eller Kirchner.”  

Men hvor hurtigt kan en sygdom som leukæmi fortære en krop og hvordan siger man farvel til ens elskede?

De fleste debuterende forfattere har en ganske udmærket debutroman og så er der dem, som allerede i første roman formår at skrive en historie, der fanger læseren fra første side. Stambach hører uden tvivl blandt de sidstnævnte. Hans beskrivelser af Ivan, Polina og deres liv er bemærkelsesværdige og hans veludformede twists undervejs førte romanens handling i en helt anden retning end jeg havde forventet. Hvordan Ivan har levet på hospitalet indtil Polina ankommer og især efter hendes ankomst var særligt interessant og særlig vild (og overrasket) var jeg med Polinas og Ivans valg af en læsning af ”Lolita” sammen.

Alt i alt en velskrevet roman om en ung fyr, hvis opvækst ikke altid har været helt nem og hvis hjerte overrasker ham en gang imellem samt en pige, som får hans hjerte til at banke som det aldrig har banket før.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s