#5 Lidt om: At møde forfattere

Før jeg flyttede til Aarhus, havde jeg aldrig mødt en forfatter. I folkeskolen havde vi engang Flemming Quist Møller forbi for at holde foredrag nede i byens kulturhus, men at snakke med forfattere ansigt til ansigt gjorde jeg nu aldrig. På vores introkursus i Litteraturhistorie på AU havde vi om gotiske romaner (som jeg snart vil skrive lidt om i et nyt tiltag kaldet genretag) og derfor fik vi besøg af Leonora Christina Skov, som var aktuel med romanen “Silhuet af en synder” og flere af mine klassekammerater snakkede med hende efter samtalen, da de fik deres bøger signeret. Jeg havde lånt min på biblioteket og vidste ikke helt hvad man kunne sige – hun var jo en kendt forfatter. Da vi nåede 2.semester, opdagede jeg en litteraturfestival i København ved navn CPH Litt, som fandt sted i maj måned. Grundet en eksamen om Shakespeare tog jeg mod til mig, og opsøgte Niels Brunse efter hans oplæg om at oversætte netop dennes forfatterskab. Og noget gik op for mig: De er jo bare mennesker og at skrive er deres job. De er slet ikke så farlige.

Omkring dette tidspunkt besøgte Maria Helleberg AU på et seminar, hvor hun talte om sine historiske romaner. Som stor fan af bogen “Rigets Frue” havde jeg fundet den frem og da det var et arrangement på historie, var jeg den eneste, der efterspurgte en signering. Vi endte med at snakke over 10 minutter og det var simpelthen så interessant. Et nyt højdepunkt kom året efter, hvor jeg (i selskab med mange andre) opsøgte Jennifer Egan efter en samtale i Den Sorte Diamant med Christian Jungersen. Dette var den første internationale forfatter, som jeg udvekslede ord med og hun var simpelthen så rar. Sidenhen har jeg tit gået op til forfattere, både danske og internationale, efter deres interviews – om det så har været på biblioteker, i boghandlere eller til litteraturfestivaler.

Jeg har dog ikke vovet mig ud i at lave interviews endnu (men jeg kan bestemt anbefale dem, som Mette Camilla laver ovre på Kulturxpressen lige her), men nyder i stedet at sidde med en blok og mit kamera, når jeg tager til litteraturting. Indtil videre nøjes jeg med at snakke med forfatterne, når jeg får mine bøger signeret og den personlige kontakt betyder lige så meget som selve signeringen. Da jeg begyndte at tage på Louisiana, fandt jeg på en ting, nemlig at spørge især de internationale forfattere, hvilke bøger de anser for at være deres favoritter. Det skaber til tider også en samtale med de andre forfattere. Det skete blandt andet, da jeg i Den Sorte Diamant havde hørt Siri Hustvedt snakke om “The Blazing World” og da jeg stillede spørgsmålet, nævnte jeg, at det gjorde jeg engang imellem og at jeg på Louisiana Literature havde spurgt Michael Ondaatje. Hun svarede selv “Anna Karanina” og spurgte, hvad Ondaatje havde svaret. Hans svar “The Radetsky March”, som er skrevet af Joseph Roth, overraskede hende bestemt ikke og hun svarede “That’s typical Michael”.

Hvad tænker i om at møde forfattere?

Reklamer

4 thoughts on “#5 Lidt om: At møde forfattere

  1. Rikke Simonsen 5. september 2016 / 20:52

    Jeg bliver altid så starstruck, hvis det er forfattere, som jeg virkelig ser op til. Men som du skriver, så er de jo bare mennesker. Jeg har kun lavet interviews over mail, men skal interviewe min første forfatter irl i slutningen af måneden, og jeg er SÅ nervøs!

    Liked by 1 person

    • Ann-Kristine 6. september 2016 / 15:21

      Starstruck er det perfekte ord til at beskrive det egentlig. Det bliver bedre med tiden 🙂 Uhhh, hvem skal du interviewe?

      Like

  2. MetteEline 10. september 2016 / 11:38

    Jeg elsker også at møde forfattere, men bliver altid enormt starstruck uanset hvor mange gange jeg møder de samme forfattere. Men præcis som du også siger så er de jo bare mennesker, hvilket jeg altid forsøger at minde mig selv om, men når jeg så står foran forfattere som Caitlin Moran, Jakob Melander, A. J. Kazinski og Jussi Adler-Olsen så glemmer jeg nærmest, hvordan man trækker vejret. Men så snart man så falder i snak med dem så slapper jeg helt af igen og husker at de lige så gerne vil snakke med mig som jeg gerne vil snakke med dem.
    Jeg synes dog at det aller bedste ved at møde forfattere flere gange er når de begynder at genkende en. Jeg har dog stadig ikke besluttet mig for om det er pinligt eller jeg skal føle mig beæret når f.eks. Jussi Adler-Olsen siger “Eeeeej, det er jo dig!”, når man går hen til bordet eller når Anders Klarlund siger “Hvornår har vi sidst set hinanden?”, men mon ikke det er fordi man gør et godt indtryk at de begynder at genkende en.
    Jeg har tit diskuteret signerede bøger med mine veninder for mange af dem synes det er fjollet at få en signatur i en bog for det er jo bare en forfatter, men for mig er de signerede bøger endnu mere specielle fordi de nu også minder mig om en speciel sitation hvor jeg mødte en forfatter og jeg ville ikke bytte de minder for noget i verdenen.

    Liked by 1 person

    • Ann-Kristine 12. september 2016 / 19:52

      Årh altså. Jeg blev også helt startstruck da jeg mødte Moran – hun var simpelthen så sød! Det med at de genkender én har jeg ikke rigtig oplevet endnu. Men mon ikke det sker, hvis jeg ser flere af de danske flere gange om året? 🙂 Min familie synes også det er fjollet at jeg får signeringer og spørger ofte, om jeg så ikke kan sælge dem til en høj pris. Men det er jeg slet ikke interesseret i. Jeg har det på præcis samme måde som dig – de er minder ❤

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s