#2 Louisiana Literature 2016

Ikke længe efter Obioma og Khemiri var smuttet fra Parkscenen, gik Nell Zink på sammen med Tonny Vorm. Hun skulle have delt scenen med Ali Smith, men hun meldte desværre afbud grundet sygdom. Zink vidste jeg faktisk ikke noget om, før Louisiana begyndte at offentliggøre deres besøgende forfattere på de sociale medier og de skrev blandt andet dette, som vækkede min opmærksomhed: “”Det var åbenlyst, at hun var et naturtalent,” har Franzen sagt om sit første møde med Zinks skrivetalent”. De romaner, som jeg har læst af Franzen, har jeg været utrolig fascineret af og derfor måtte jeg se, hvad Zink egentlig var for en forfattertype. Og jeg kan godt sige dig – hun er virkelig sjov! Før hun blev “opdaget” af Franzen, havde hun skrevet i mange år, men det var ikke rigtig tekster, som hun ville have udgivet. Men da hun fik muligheden, tænkte hun over hvad der kunne skabe røre og kom frem til at det kunne racespørgsmål. Men det var ikke helt nok, så hun smed noget “gender” ind over. Bogen “Mislaid”, som netop er udkommet på dansk med titlen “Knald og fald”, beskrev hun på følgende måde: “a lesbian who falls in love with a guy who thinks he is gay”. Hendes mandlige hovedkarakter er desuden også poet og professor på et universitet.

Nogle forfattere læser op ganske stille og roligt, men Zink brugte nærmest hele sin krop til at fortælle med, da hun læste passagen op fra bogen, hvori hendes hovedkarakterer møder hinanden. Vorm bemærkede også denne særlige rytme, som prægede oplæsningen og hele bogen er skrevet med denne rytme, forklarede Zink. Hun voksede op i Virginia i USA, hvor der er sådan en særlig sydstatsaccent, hvor den virker lidt britisk, men med en stemme som går “up and down”. Men musiker blev hun aldrig helt i de glade 1970’ere, hvor hun forsøgte (“I knew every John Denver song”. Da hun arbejdede som “construction worker”, skrev hun en masse små historier om hendes kolleger og fortalte publikum et par anekdoter fra dengang.

Det var i 2011, at hendes såkaldte “turning point” kom. Hun er ganske aktiv i miljøbevægelsen og har siden 2000 boet i Tyskland. Da Franzen skrev en artikel om fugle i Europa, glemte han nogen, og Zink skrev til ham. Da han skrev tilbage, komplimenterede han hendes skrivestil og en korrespondance begyndte. De fik en form for “penpal relationship”, hvor “he would keep replying no matter what I said”. Han hjalp hende med at finde forlægger osv og helt konkret var det ikke hendes første bog. Den hed nemlig “The Wallcreeper” og den bruger hun 20 år på at skrive til hende selv. Berømmelsen har hun stadig ikke helt vænnet sig til, og hendes første reaktion på nomineringen af hendes bog til National Book Award var: “What the… f…uck?”

Hun var utrolig sød at snakke med bagefter og efter hun var færdig med alle signeringerne, gik hun op på scenen, og spurgte, om der var nogen, som manglede et eksemplar og tilfældigvis manglede kvinden ved siden af mig et eksemplar af bogen. Hun fik derfor Zinks eget eksemplar med en post-it der hvor hun havde læst op samt en post-it om hvordan man finder til Louisiana fra København. Ingen stjernenykker over Zink må jeg sige.

De sidste forfattere på mit program lørdag blev Klaus Lynggaard og Søren Ulrik Thomsen, hvis samtale blev modereret af Synne Rifbjerg. Det er faktisk 2.gang i år, at jeg oplever Thomsen på en scene og det eneste, som jeg vidste om Lynggaard, var, at han havde skrevet “Martin og Victoria”, som jeg kan huske fra mine ungdomsår. De sidste par år har jeg været til flere af de samtaler, som Rifbjerg har modereret og det har altid været en succesoplevelse. Og dette var nok en af de bedste samtaler endnu. Den startede ud med at de satte sangen “Poetry in motion” af Johnny Tillotson på, så hvis du vil komme i samme stemning, som resten af publikum var, kan jeg anbefale dig at finde YouTube frem og sætte den på.

Pludselig havde de alle sat sig og sangen var færdig. Lynggaard lagde ud med at fortælle, at han rent faktisk mødte Thomsen tilbage i 1977 og ikke i 80’erne, som Louisiana Literature åbenbart havde skrevet på Facebook. De mødte hinandens på Københavns Universitet og var begge utrolig interesserede i musik. “Poetry in motion” var en sang, som de ofte hørte, når de sad og røg pibe på “skæve tidspunkter”, som Lynggaard pointerede. I både Lynggaards seneste bog “Personfølsomme oplysninger” og Thomsens “”En hårnål klemt inde bag panelet” er tid et nøgleord og Thomsen nævnte at “intet er som man tror det er” og at tiden er anderledes i dag. Meget anderledes endda. Thomsen læste op af hans bog, hvor krigen er nærværende og hvori han behandler nostalgi som en følelse. Hvis det står til Lynggaard, så er han ikke nostalgiker, men hans kone ville sikkert sige, at han er nostalgisk. Især når han får besøg af en gammel ven og de snakker om 1970’erne. Men som han siger, “det er mit stof”.

Men dette er særligt efter hans sygdom, hvor hans overlevelsesinstinkt var stærkere. Kemoen gjorde ham syg og hans afdøde forældre var tit i hans tanker, når han røg “ind og ud af bevidstheden” med den anden medicin. Hans nye bog skrev han på sin iphone under kemobehandling, og han læste op fra denne (der er i øvrigt et godt interview lige her i Information). Samtalen var præget af en virkelig god kemi mellem de tre og flere gange måtte de trække på smilebåndet. Dette især, da Thomsen fortalte om den hash man kunne finde i deres ungdom hos Lynggaard sidst på måneden. Denne befandt sig nemlig i LP’ernes riller og publikum lo sammen med dem. Nedenstående billede er dog fra da Rifbjerg spurgte ind til deres fælles studier. Lynggaard havde netop nævnt, at han kun gik der et enkelt semester og da Rifbjerg spurgte om hvad der gik galt, kom det bratte svar: “Vi skulle aflevere en stor opgave før jul.” Thomsen afsluttede samtalen med oplæsning af et digt fra 1985, som kan ses på det nederste billede, da han havde hevet den tykke bog “Samlede Thomsen” med. Efter en samtale om både tid, sygdom og død hev han fat i et digt, som var inspireret af et citat af  en bemærkning Jacques LaCan kom med til en forelæsning, hvori han sagde “men de min herre skal dø”. På en eller anden måde afrundede det samtalen perfekt og det var en fornøjelse at møde de to herrer efterfølgende. Måske man snart burde få læst “Martin og Victoria” igen og dykke mere ned i de to herrers forfatterskaber.

Næste indlæg kommer til at handle om søndagen på Louisiana, hvor jeg blandt andet mødte Karl Ove Knausgård, Beate Grimsrud og ikke mindst Erica Jong. Så hold endelig øje med bloggen den kommende tid. I bliver ikke skuffede.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s