#1 Louisiana Literature 2016

Ovenstående billede er ikke fra starten af min lørdag på Louisiana Literature her i sidste weekend. Men det er fra et af de mange fantastiske samtaler, som jeg hørte på den dag. Min dag startede faktisk med at sidde sammen med en masse andre mennesker med ansigtet vendt mod nedenstående skærm, da Linn Ullmann og Kirsten Thorup var vældig populære inde i Koncertsalen. Jeg kom endda ned til køen lige efter museet var åbnet, men der var ingen ledige billetter tilbage. Jeg faldt hurtigt i snak med Sofie fra Forlaget Etcetera og hurtigt var der ingen ledige stole, så folk måtte sidde på stole ovre fra en anden scene ude i det helt fri. Lyden var heldigvis god og de to kvinder, hvis samtale blev modereret af Synne Rifbjerg, blev hurtigt enige om de kvindelige forfatteres rolle i litteraturen i dag. Mange kvindelige forfattere skriver om at være mor og istedet skriver mange mandlige forfattere om store emner som eksistentialisme. Thorup kom endda med kommentaren: “Jamen det er jo virkeligheden”, som blev sagt på en sådan måde, at enhver grinede en smule med hende.

Litteraturen er for dem begge et sted, hvor man kan komme ud med sine “forbudte” idéer. Det er ofte kvinder, som bliver set som værende usympatiske, hvorimod en mandlig skurk ikke er noget usædvanligt, men det betyder heller ikke noget. For Ullmann er alle hendes karakterer usympatiske (minus børn og ældre mennesker). For Thorup er litteraturen også et sted, hvor man som forfatter kan skildre sine “indre menneskelige dramaer”. Hvis det hele blev hældt ud over for andre menneske, ville det skabe kaos ifølge Thorup. Hun læste dernæst op af hendes nyeste roman, “Erindring om kærligheden”, hvor tid er et nøgleord. Udover en reference om den ideelle kærlighed til Platon, så refererede Thorup til de voldsomme følelser, der er mellem børn og deres forældre, som særligt kan ses i de græske dramaer. En ting er at forholde sig til følelserne med mellem børn og voksne, noget andet er at finde en balancegang mellem forældre og voksne børn. Hun nævnte selv Bodil Jørgensens rolle i programmet “Selvsving”, hvor hun selv tænkte over hvem den mor egentlig er og hvordan hun har det.

I den nyeste bog af Ullmann er der et lidt anderledes forældre-barn forhold. Forældrene er meget nostalgisk anlagt og tænker meget på deres barndom, men deres datter vil hellere være voksen. De to forfattere kendte tydeligvis hinandens værker og Ullmann kiggede på Thorup og fortalte om hvordan at mødrene i deres bøger minder om hinanden og begge har en form for hjælpesløshed. “Voksenhed” er et andet nøgleord for deres romaner, og Ullmann nævnte at “det at skrive romaner fordrer til en voksenhed”. Den gode litteratur fordrer også en form for empati og man vil forsøge at forstå de andre. Ullmann læste desuden et uddrag op af “De urørlige”, og dette var på originalsproget, hvilket var utrolig smukt. Inden samtalen var slut fik de også lige nævnt hvordan de selv havde det med deres forældre og for en som mig, der ikke kendte meget til Ullmann på forhånd, var dette utrolig interessant. Ullmanns far er nemlig Ingmar Bergman, og selvom jeg vidste, at han var en kvindebedårer, havde jeg ikke regnet med at dette indebar 5 kvinder gennem årene og 9 børn. De to kvinder havde en utrolig interessant samtale og hvis i får mulighed for at høre den ene eller den anden, så kan det klart anbefales.

Efter samtalen med de kvindelige forfattere skyndte jeg mig ned til Parkscenen, hvor Benny Andersen var i fuld gang med oplæsning. Jeg nåede kun lige at høre ham de sidste 5 minutter, hvor han blandt læste op fra Svante. Sidste gang jeg så Andersen var forrige efterår inde i Skuespilhuset, hvor han snakkede om digtsamlingen “At elske eller ikke elske” og selvom jeg endnu ikke har læst hele “Svantes Viser”, så kender jeg alligevel en del til denne Svante. For et par år siden stødte jeg nemlig på dokumentaren “Da Svante forsvandt” og det var tydeligt at han nød at læse op. Iblandt publikum kunne man finde tilhørere i alle aldre og efter arrangementet faldt jeg i snak med en ældre kvinde, som fortalte mig, at hun før Svantes Viser og samarbejdet med Andersen fandt Dissing ganske frygtelig. Jeg fortalte hvordan jeg endnu havde mange af hans digte til gode, og hvordan jeg istedet var vokset op med historien om Snøvsen. Ud af en øjekrog iagttog jeg hvordan han i sin kørestol signerede bøger udenfor og det fascinerer mig, hvordan læsere kan have forskellige forhold til forfattere ud fra hvor gamle de er, når de støder på dem. (Jeg er særlig vild med billedet, hvor han giver luftkys til tilhørerne).

Dernæst blev det tid til noget lidt mere internationalt på mit program.

Da klokken blev 13.30, blev det tid til at se Marc-Christoph Wagner agere som moderator mellem Jonas Hassen Khemiri og Chigozie Obioma. Da den svenske bog “Alt det jeg ikke husker” udkom på dansk i foråret, lavede jeg en såkaldt “mental note” om at huske at købe den på et tidspunkt. Derfor blev jeg særligt glad, da jeg opdagede, at det var forfatteren bag denne bog, som skulle snakke med Obioma, hvis bog netop er udkommet i Danmark med titlen “Vi var fiskere”. Wagner lagde ud med et klassisk spørgsmål: “How did you become a writer?” og Obioma var den første, som svarede på det. Han fortalte om en barndom med masser af fodbold og en masse skader, som bragte ham til hospitalet med hans far. Denne fortalte historier for ham og ikke længe efter lærte han “the secret of books”, som han så fint formulerede det. Han gik videre til at beskrive hvordan han læste en gammel kopi af “Illiaden”, som var “all torn up” og erklærede at han var en læser før han blev en forfatter.

Khemiri, hvis humor slog an allerede fra starten af samtalen, voksede op i Sverige. Her fortalte han om en kærlighed til de små pixi-bøger, som hans mor læste op for ham og særlig en bestemt historie om et barn, som skal have en lillebror eller lillesøster, gjorde indtryk på ham. Han jokede med hvordan hans svar burde have været mere litterært og hvordan han burde havde sagt, at han læste Faulkner i en alder af 4 år. Den mand har virkelig god humor. Det lokale bibliotek betød meget for ham, da han voksede op, og han begyndte at kigge på, “how a story was told”. En særlig læseoplevelse for ham var da det gik op for ham, at en kvindelig forfatter stod bag bogen “The Outsiders”. S.E. Hinton dækkede over navnet Susan og for ham var det “lifechanging”, da det viste ham, at kvinder kan skrive “mandlige historier” og omvendt. For Obioma var læseoplevelsen noget ganske særligt, da det gav ham en vis ro væk fra hans 11 søskende, hvis kammeratskab han ellers nød. Han fortalte at “when I wanted to read, I wanted to be raptured”.

Sproget i sig selv betød også meget for Khemiri og særligt “what language does to you”. Som barn af 2 forældre med anden oprindelse end svensk blev der talt 3 sprog i hjemmet og han iagttog hvordan hans forældre brugte det svenske sprog anderledes end deres modersmål. Allerede som barn påbegyndte han en dagbog, og han huskede tydeligt hvor fascineret han var af at kunne arbejde med sprog. For Obioma var sproget også noget ganske særligt allerede fra barnsben og han kiggede på forfatteres sprog og tænkte:”Why does he write like this?” Han begyndte selv at læse op fra “Vi var fiskere” kort herefter og fortalte, hvordan denne historie blandt andet handler om en fars fravær. Khemiri læste rent faktisk Obiomas bog efter at han havde hørt, at de skulle på scenen sammen, og han komplimenterede hvordan fortællerens særlige tone “works really well”. Hans egen bog er en form for refleksion over ting, som der er sket. Efter lidt jokes om Stockholm som by læste han først en smule op på svensk og dernæst op fra den engelske udgave.  Wagner erkendte at “of course you cannot compare books”, men fandt alligevel en del temaer, som begge bøger kommer omkring. Heriblandt dødsfald, identitet, fædre, kultursammenstød og det omgivende samfund.

Efter samtalen var der mulighed for signeringer og jeg fik snakket en smule med Khemiri om hvilke bøger, som han godt kunne lide. At spørge forfattere ind til deres yndlingsbøger er noget, som jeg har gjort de sidste par år og selvom både Hustvedt, Cole og Ondaatje blev overraskede, så svarede de alle på spørgsmålet. Khemiri nævnte faktisk “Lolita” af Nabokov og dette stemte fuldstændig overens med at han i samtalen nævnte, hvordan en historie kan have flere lag. Obioma spurgte jeg istedet om hvorvidt han styrede sin egen Twitter-profil, og da hans svar var “sometimes” blev jeg en smule forlegen, da han for nylig likede min tweet, da jeg skrev, at jeg glædede mig til Louisiana Literature. Dette fortalte jeg ham og han virkede lidt overrasket, da det nok ikke er noget enhver tilhører fortæller ham. Der var dog flere i køen bag mig og jeg måtte skynde mig videre. Alt i alt en virkelig interessant samtale, som jeg kunne skrive lange blogindlæg om, men hermed en varm anbefaling af de to mænd, hvis bøger jeg heldigvis endnu har til gode.

Det var det første indlæg om Louisiana Literature i år og der er snart 2 indlæg mere på vej. Har i læst nogle af de nævnte forfattere og var i også afsted?

Advertisements

2 thoughts on “#1 Louisiana Literature 2016

    • Ann-Kristine 6. september 2016 / 15:09

      Jeg krydser fingre for at du kan komme med – der er så rart deroppe og de vælger altid de bedste forfattere ❤

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s