En sæson af Sylvie Bocqui

En sæson af Sylvie Bocqui, 2014. Anmeldereksemplar fra Forlaget Etcetera. Opr. udgivet som Une Saison i 2013. Antal stjerner: 4/5

Hvor længe varer en sæson og hvordan lever en oldfrueassistent egentlig?

Bocqui bringer sine læsere til den franske riviera i denne bog, hvor vores hovedkarakter arbejder på et fint hotel i en sæson som oldfrueassistent. Hvad hun hedder får vi aldrig at vide, men hendes personlighed skinner igennem hendes handlinger og hun agerer nærmest lydløst i hendes tilstedeværelse på hotellet. Hun iagttager rummene på en ganske speciel måde, når hun gør dem klar:

”Hun finder sin hovednøgle frem fra det tunge nøgleknippe i bæltet om nederdelen, drejer en gang og skubber, døren går op, elastisk, en muskel. Massivt træ, tunge gongonger, tykt tæppe, palads. Hun træder et skridt ind, mens hun kradser noget ned på den notesblok, hun går med som oldfrueassistent under bæltet i siden, døren falder i bag hende. I den tomme gang høres en velformet lyd, der hurtigt opsluges af stilheden og de små væglampers dæmpede lys. Hun selv, smeltet sammen med billedet.”

Det er som om hun er en del af tapetet i nogle tilfælde. Gæsterne beder hende sommetider om hjælp og hun bemærker hvordan de agerer, når hun er der, men tænker også over de ting, som de efterlader på deres værelser. En af de små ting, som hun gør, når der er ingen mennesker omkring hende, er, at hun indsamler sprøjt af gæsternes parfume. Hun har indsamlet flere prøver end man lige skulle tro og arkiverer dem ud fra værelser, navne og hvad de dufter af. Nogle gæster lægger hun mere mærke til end andre:

”En anden dag er det et barn. Hun ser ham komme for den anden ende af gangen. Langsom som kedsomheden en eftermiddag, der er gået i ly for en alt for glødende sol. Han leger linedanser. Han bevæger sig frem med armene strakt vandret ud til siden som en af Folons små mænd og sægtter forsigtigt den ene fod foran den anden.”

Men hvad sker der, når sæsonen er slut og gæsterne går hjem?

Det bedste ord for denne historie er ordet ”stille”. Det er ikke en roman, hvor der sker særlig meget, men det er essensen af de små ting, som gør, at man pludselig har vendt sidste side helt af sig selv. Det er ikke den første bog, som jeg læser af Bocqui og jeg beundrer hendes sprog. Hvordan hun iagttager og beskriver de små ting, som hendes karakterer ser, er virkelig smukt sprogligt set og hendes indlevelse i karakterens liv er troværdig. Normalt lærer man alt om en hovedkarakter bogen igennem, men ikke her og på en måde var det befriende, da man så selv kunne tænke over hendes navn, hendes alder og hendes fortid.

Alt i alt en smukt skrevet historie om en kvinde, som lægger mærke til andre folks liv og hvordan de lever det uden at hun selv gør sig synlig.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s