De der vandrer bort fra Omelas af Ursula K. Le Guin

De der vandrer bort fra Omelas af Ursula K. Le Guin, 2016. Forlaget Virkelig. Antal stjerner: 4/5

Er der nogle iagttagelser, som det er bedst at man glemmer og hvordan er det at leve i en glædens by?

Det er nogle af de mange spørgsmål, som denne læser sad tilbage med efter at have læst denne lille fortælling på blot 16 sider. Det er er det første, som jeg læser af Le Guin og den har tidligere været udgivet som en del af samlingen ”The Wind’s Twelve Quarters” fra 1980. Hun fører læseren tilbage til en tid, som er ganske særlig utopisk i sin stil og byen, som vi bringes til, kaldes for glædens by. Den er ganske smukt placeret i naturen:

”Morgenluften var så klar at snekappen der endnu dækkede De Atten Tinder, brændte gennem sollyset med hvidgylden glød under himlens dybblå. Vinden var akkurat stærk nok til indimellem at smælde og blafre med de vimpler der afmærkede væddeløbsbanen. I stilheden over de brede, grønne enge hørte man musikken bugte sig gennem byens gader, fjernere og nærmere, hele tiden nærmere, en svag, munter sødme i luften som fra tid til anden skælvede og trak sammen for så at bryde ud i klokkernes store glade ringen.”

Det utopiske kommer især til syne i beskrivelsen af deres levevis. De har ingen konge, ingen slaver og formodentlig kun få regler og love ifølge vor fortæller. Vi læsere er blevet bragt til byen i anledning af en stor fest, som de plejer at holde, hvor optog når ud til deres grønning og hvor blomster bæres i håret af unge mænd. Men alt er ikke hvad det umiddelbart er ud til og i en kælder under en af byens mange smukke bygninger sidder et ganske ulykkeligt barn:

”Derinde sidder et barn. Det kan være både en pige og en dreng. Barnet ser ud til at være omkring de seks, men er faktisk næsten ti. Det er åndssvagt. Måske er det født abnormt, eller måske er det blevet imbecilt af frygt, underernæring og vanrøgt. Det piller næse og piller af og til ved næse og kønsdele mens det sidder sammenkrøbet i sit hjørne længst væk fra spanden og de to mopper. Det er bange for mopperne. Det synes de er væmmelige. Det lukker øjnene, men ved at mopperne bliver ved med at være der, at døren er låst og der ikke kommer nogen. Døren er altid låst.”

Men hvorfor er barnet havnet der og hvad sker der med de indbyggere, som ind imellem kigger ind i kælderen?

Le Guin har med denne lille historie om Omelas skrevet noget ganske specielt, som jeg blev meget forundret over. Jeg kendte ikke til denne bogserie fra Forlaget Virkelig, som den er en del af og det var katten på forsiden, som gjorde, at jeg tog den op. Små fortællinger kan efterlade ganske dybe aftryk og jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal læse den igen flere gange gennem mit liv. Jeg tror, at man kan få forskellige ting ud af den alt efter hvornår man læser den. Le Guin skriver virkelig godt og overbevisende og der gik ikke mange sekunder, før denne læser drømte sig bort fra storbyens larm og til en lille ukendt by, hvor glæde helt bestemt er velkommen.

Alt i alt en interessant kort fortælling, som har mere mellem linjerne end man umiddelbart tror og som kan læses på en stund.

Advertisements

2 thoughts on “De der vandrer bort fra Omelas af Ursula K. Le Guin

  1. Kirstine 13. april 2016 / 9:55

    Åh. den her har jeg aldrig hørt om før! Den lyder fin, den må jeg finde 🙂

    Liked by 1 person

    • Ann-Kristine 13. april 2016 / 20:42

      Denne bogudgave var rigtig fin – jeg glæder mig til at få fat i flere allerede nu. Ellers er den online et sted på engelsk 🙂

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s