Djævelens Øjne af Benni Bødker

Djævelens Øjne af Benni Bødker og illustrationer af Thomas Thorhauge, 2012. Anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. Antal stjerner: 5/5

Kan mennesker virkelig få guldfeber, når de ser store mængder på én gang og hvem kan man egentlig stole på, når man befinder sig på et sørøverskib?

Benni Bødker er forfatteren bag denne historie til søs og den er illustreret af Thomas Thorhauge. Jais, en ung forelsket fyr, ender pludselig på et sørøverskib, da han bliver taget til fange og han må væk fra sin Anna, som han begynder at skrive breve til på skibet. Livet på dækket er noget, som man skal vænne sig til og de typer, der er i besætningen, er bestemt ikke blandt de mest fromme i verden. En af dem, som han møder ombord, er Twist og følgende afsnit er fra et angreb:

”Og blandt forsvarerne så jeg en mørk skikkelse: Twist.

Vores blikke mødtes i samme sekund, Twist med sin huggert gennemborede en af sørøverne. Det gule i hans øjne var nu nærmest rødt. Han kæmpede som en ægte vild. Selv om han var utroligt langlemmet og spinkel, besad han flere kræfter end de fleste. Han standsede kort for at vriste sit våben fri af en død sørøver og var så på vej mod den næste.”

Udover alle de mandlige sørøvere møder Jais også Ines, som er en ganske stærk kvinde. Han fatter ganske hurtigt stor respekt for hende og mændene på skibet er bestemt også opmærksomme på hende. Jais får en tjans nede hos anatomen Nicolaus, som er meget interesseret i sin videnskab. Nogle gange snakker han lidt over sig og efter kort tid kommer Jais på færten af hvad deres mål med rejsen er – de skal finde kaptajnens skat. En dag, da han bringer mad ind til kaptajnen, som i øvrigt er den berygtede Van Vliet, ser han noget helt særligt:

”Jeg så mig om i mørket for at finde et sted, jeg kunne stille bakken fra mig og komme ud igen så hurtigt som muligt. Jeg fik øje på en skænk i styrbords side og gik over til den, men standsede så op. Der var netop lys nok til, at jeg kunne skimte, hvad der hang på væggen. Et kort, der var spændt ud i en ramme med tyk snor. Det så besynderligt ud.”

Det er ikke et hvilket som helst kort, der hænger inde hos kaptajnen og Jais gør sit bedste for at indprente sig det. Mange ting kan ske under en sejlads og Jais må kæmpe på flere forskellige måder. Men kommer de nogensinde frem til skatten og er guldfeber virkelig noget, som mennesker kan få?

Denne bog mindede mig om Skatteøen af Robert Louis Stevenson og den er fuld af mærkværdige sørøvere, som bestemt ikke er bange for at dræbe andre mennesker. Måden, hvorpå Jais skriver breve til Anna, fungerede virkelig godt og han berettede alt hvad han kunne huske. Både de gode ting og dårlige ting undervejs. Thorhauges illustrationer supplerer Bødkers ord som var det en hånd i handske og det var også illustrationerne, som oprindelig inspirerede mig til at tage den med hjem fra Bogforum. Det er mest action, som man kan finde, og jeg er helt sikker på, at især drenge i alderen fra 8-13 vil more sig over den samt voksne. Alt i alt en virkelig spændende børnebog, som er fuld af illustrationer af skræmmende sømænd, sørøverskibe og endda også med en mandlig navigatør forklædt som en kvinde.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s