Jeg æder mig selv som lyng af Olga Ravn

Jeg æder mig selv som lyng af Olga Ravn, 2012. Gyldendal. Antal stjerner: 4/5

Hvilke tanker gemmer der sig i et pigesind i den moderne verden og hvad er forholdet mellem kønnene egentlig, når alt kommer til stykket?

Denne samling af digte er Olga Ravns debut og den rammer læseren. Hårdt. Det er lige på med det samme og den bærer undertitlen ”pigesind”, som er en henvisning til den kære Tove Ditlevsens debut, der blev udgivet tilbage i 1939. Jeg har ikke selv læst værket af Ditlevsen endnu, men jeg er helt sikker på, at jeg vil betragte det anderledes end hvis jeg ikke havde læst denne bog. Som sagt er dette Ravns debut og hun er i skrivende stund aktuel med bogen ”Celestine”, hvilket ikke er overraskende, når man ser debuten. Hun bringer os ind i et komplekst univers, hvor jeg har valgt at hive frem i et par uddrag:

”den grønne uld

sneen går med et fjernt blik i en lang grøn uld, og en skumring inde fra snelaget.

Tegnet er sin egen virkelighed af rød månesaft som en lille celle herskende og svømmende rundt i sit materielys.

Et sår må hele et sår, et månesår i en lang af grøn ulds beskyttelse,

det druknede brun i ind i en indadvendt hud og mosefotografier.

Kindens bag rids og rønnebærklaser i nattens fede dobbeltfløde, der er den grønne uld sit øje

ind i sig selv, der er det rent månesagt i sit pigebarn af dum og dump, der leger en renselse,

der ikke renser, rejsning ind i sig selv.”

”jeg havde ingen drømmescenarier, der involverede mennesker jeg kendte, jeg fantaserede aldrig om min egen begravelse, jeg regnede med at dø bekendt, men ukendt, selv af de nærmeste, sådan som de fleste gør, jeg regnede ikke med et menneske, det var ganske normalt, jeg hyllede mig i forvirring og grimasser, indtil de begyndte at tage over og blive ufrivillige, men bag dragten fandtes det, der ikke var dragt, erfaringen for eksempel og sliddet, og udmattelsen. Jeg elsede uden at elske, hvor nemt er det, helt vildt nemt, ingen mutilerede mig, eller ridsede (…)”

Et helt tredje interessant afsnit er, da hun kigger på lægen Astley Coopers liv, som startede tilbage i 1768. Det er især forholdet til kroppen, som der bliver sat fokus på her og flere af digtene i samlingen handler også om hvordan vi fungerer i vores menneskekrop. Sproget er på sin vis flyvsk (nogle ord gentages, andre forkortes) og som læser er man til tider nødt til at have tungen lige i munden og læse sætninger forfra for at forstå deres fulde essens.

Alt i alt en rigtig fin debut fra ung dansk forfatterinde, som bestemt ikke er bange for at snakke om kønsdele, kroppen som et sammenhængende fænomen og iagttagelser af eget liv.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s