Hun er vred af Maja Lee Langvad

Hun er vred af Maja Lee Langvad, 2014. Anmeldereksemplar fra Gladiator. Antal stjerner: 4/5

Hvorfor er hun vred og er det muligt for et adopteret barn at falde til i det land hun blev født i?

Maja Lee Langvad står bag denne interessante bog, som handler om transnational adoption og hvordan hun selv er en del af denne transnationalitet. Maja blev bortadopteret til Danmark i en alder af 3 måneder og senere hen vendte hun tilbage til Sydkorea, hvor hun mødte sin biologiske familie. Vi ser hendes liv i brudstykker undervejs og det er interessant at se, hvordan hun betragter sig selv gennem bogen. Dette er bogens første linjer:

“Hun er vred over at være en importvare.

Hun er vred over at være en eksportvare.”

Hun har valgt at sætte sig ind i, hvordan adoptioner fungerer i Sydkorea og det er især den sydkoreanske regering, som hun er vred på. Regeringen opfordrer til transnational adoption i stedet for national adoption og de fleste andre adoptivbørn, som hun møder under sit ophold i Sydkorea, har delte meninger om hvorvidt det, at de blev adopteret, var en succes eller ej. En særlig interessant historie, som jeg bed mærke i undervejs, var historien om Narae, der blev bortvist fra sin skole, da det blev opdaget, at hun var gravid. Dette var simpelthen fordi skolen mente, at hun satte et dårligt eksempel for de andre. Hun nævner flere af den type eksempler og som vesterlænding er det chokerende at se de statistikker, som hun har fundet frem til.

Langvad flyttede som sagt selv til Sydkorea, hvor hun skrev denne bog. Her mødte hun både dem, som havde bortadopteret et barn og især blev hun ven med flere, som var bortadopteret til andre lande. I Danmark troede hun i starten, at hun var hvid, og det var først senere hen at hun erfarede at hun ikke så ud som sin adoptivmor og hun mener, at det er derfor, at hun ikke føler sig helt hjemme i Danmark. Men i Sydkorea er hun lidt fremmedgjort, i og med hun er opdraget andetsteds og hun forstår ikke koreansk og dermed må bruge en tolk til at snakke med sin familie.

Langvad har her skrevet et vidnesbyrd, som hun selv kalder det. Vi ser brudstykker af hvad hun egentlig er vred over og hvert afsnit i denne bog starter med “hun er vred”. Hun er rigtig god til at forklare hvad det er, der trykker hende og til trods for at jeg personligt ikke er meget for gentagelser i en bog, så er det her helt naturligt at gentage denne sætning. Den er også med til at give en form for rød tråd.

Alt i alt en rigtig god bog, som sætter tankerne i gang om hvordan adoptivbørn egentlig har det med deres adoption.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s