På Marmorklipperne af Ernst Jünger

På Marmorklipperne af Ernst Junger, 2014. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Opr. på tysk i 1939 med titlen Auf den Marmorklippen. Antal stjerner: 4/5

Hvordan er det muligt i 1939 at udgive et litterært værk som en slags angreb mod Hitler uden at blive straffet og er det muligt at undgå verdens ændringer, hvis man forsøger at leve som eremitter?

Denne fortælling af Ernst Jünger blev først udgivet i Tyskland i 1939 og Jünger var på dette tidspunkt en anerkendt forfatter. Dette blev han efter udgivelsen “I stålstormen” i 1920, i hvilken han beskriver sine oplevelser i 1.verdenskrig. I Danmark blev denne debut endda først udgivet i 2012 og “På Marmorklipperne” er blot den tredje oversættelse indenfor få år. Og endnu en er på vej.

Vores fortæller starter med at fortælle om tiden før der blev uro i hans landområde. Han bor sammen med hans bror på disse marmorklipper og måden, de tilbringer deres tid, bringer hurtigt læseren langt tilbage i tiden, hvilket allerede ses i det første kapitel:

“Om efteråret drak vi som vise og ærede de ædle vine, der vokser på den Store Marinas sydlige skråninger. Når vi hørte bøndernes spøgefulde råd fra vingårdene mellem det røde løv og de mørke druer, når vinperserne i de mindre byer og landsbyer begyndte at knage, og lugten af den friske mask trak sine gærende slør omkring gårdene, gik vi ned til kroværterne, kyperne og vinbønderne og drak sammen med den af den hvælvede kande.”

Livet som eremit er ganske harmløst kort sagt i første del af historien. Helt eremitter er de dog ikke, da kvinden Lampusa bor hos dem sammen med fortællerens søn, som han fik med Lampusas datter. Brødrene bruger dog mest tid i hinandens selskab og vi hører om hvordan de tilbringer størstedelen af deres tid i hhv. herbariet og i deres eget bibliotek. Meget af deres tid bruges netop på at indsamle planter i deres område og indeksere disse. Efterhånden begynder vores fortæller at berette mere og mere om den såkaldte Skovrider, som begynder at sætte tingene i gang omkring dem. Han fungerer som en slags Hitler, og særlig bemærkelsesværdig er denne bemærkning fra kapitel 11:

“Skovrideren mindede om den onde læge, der først fremskynder sygdommen for derpå at underkaste den syge den operation, han har i sinde.”

Sproget i dette værk er meget svævende og der er mange beskrivelser af brødrenes omgivelser.
Den første del er meget rolig og efterhånden som krisen omkring dem ændres, så ændres synet på fortælleren også. Der er meget mere action i sidste del af bogen og den er langt mere barsk. Her vil jeg især nævne delen om Köppelsbleek, hvor brødrene ser døde mennesker inde i en lade. Og det, at han skrev dette før 2.verdenskrig, er skræmmende. Udover selve værket findes der et fantastisk efterskrift af Adam Paulsen, som forklarer hvordan en udgivelse som denne overhovedet lykkedes.

Alt i alt er dette et værk, som helt klart kan anbefales. Man skal bevæbne sig med tålmodighed, men den er bestemt en genlæsning værd, hvor man kan finde nye detaljer at tænke over.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s