#2 Bøger og film: Nicholas Sparks

sparks-blogbillede

Første gang at jeg stiftede bekendtskab med Nicholas Sparks var da en efterskoleveninde en dag kom hen til mig og fortalte om hvordan filmen “The Notebook” var noget af det bedste hun længe havde set og hun havde stortudet. Jeg havde aldrig hørt om hverken Sparks eller filmen, men det kom jeg hurtigt til. Ugen efter, da jeg var på det lokale bibliotek i nærheden af efterskolen, faldt jeg over bogen på engelsk (jeg havde indtil da hovedsageligt lånt filosofibøger deroppe i tide og utide, da jeg havde skønlitteratur med hjemmefra) og jeg forstod hurtigt ud fra bagsiden, at det måtte være den, som min veninde havde snakket om. Jeg husker tydeligt hvordan jeg læste slutningen under et træ lige ude foran mit værelse og jeg var helt færdig. Jeg tror aldrig at jeg har grædt så meget over en slutning, som jeg græd den dag under træet en tidlig sommerdag for 10 år siden.

Ganske hurtigt herefter fik jeg fat i filmatiseringen (endda bestilt på CDON med svensk forside på) og den efterfølgende jul fik jeg flere af hans bøger som paperbacks, da jeg havde ønsket mig dem i god tid og min kusine boede dengang en periode i Manchester, så hun købte dem derovre. Siden da har jeg læst utallige af hans bøger og set de fleste filmatiseringer (tror jeg). De her bøger og filmatiseringer er blandt mine favoritter, og jeg kan varmt anbefale dem alle.  

Efterhånden ser jeg sjældent filmen før at jeg har læst bogen (derfor jeg endnu ikke har set “Anna Karenina”, “The Help” og en del andre), men med “A walk to remember” så jeg først filmen. Et par af mine gymnasieklassekammerater snakkede om den kan jeg mindes og det var først da jeg søgte på filmen efter at have set den, at jeg opdagede, at den var baseret på en bog skrevet af Sparks. Castingen af Mandy Moore og Shane West kunne ikke have passet bedre (West kendte jeg allerede fra serien “Once and again”) og jeg tudede både ved slutningen af filmen og bogen. Den handler om Landon og Jamie, som er vidt forskellige teenagere, men som bliver sat til at spille hovedrollerne i deres skoles teaterstykke. Soundtracket passer virkelig godt til og det blev mit første møde med både Switchfoot og New Radicals. Det er svært ikke at fortælle for meget om handlingen, men jeg er endnu ikke stødt på nogen, som ikke har fældet en tåre til den.

Som nævnt ovenover så blev “The Notebook” mit første møde med Sparks og jeg har også anmeldt den her på bloggen. Her møder vi Allie og Noah på deres gamle dage, og ved at fortælle demente Allie en historie, formår Noah at gengive deres kærlighed på en særlig vis. At det er en af de største romantiske film fra 00’erne er helt bestemt med god grund og jeg tror endda at selv min kæreste fældede en lillebitte tåre, da jeg viste ham den. Jeg har ikke tal på hvor mange gange at jeg har set den og senere hen købte jeg også bogen, som jeg helt sikkert skal genlæse mindst en gang de kommende år. Mon ikke at den kan få mig til at græde endnu en gang henimod slutningen af bogen?

 

”Dear John” nåede jeg lige at læse færdig inden jeg så den i biografen. Jeg havde forestillet mig karaktererne en smule anderledes, men både Amanda Seyfried og Channing Tatum var overbevisende i deres roller. Tatum som en mand med mange problemer og Seyfried som prøver at forstå og hjælpe ham. Dengang boede jeg i nærheden af Liverpool og tog derind for at se den ganske alene, da jeg alligevel var inde og shoppe inde i byen. Jeg så den faktisk alene (det har jeg tidligere gjort i Canada, da min bror og grandkusine hellere ville se ”Simpsons” end ”Hairspray”), og på en eller anden måde var det meget rart at kunne reflektere over filmen i forhold til bogen bagefter, end hvis jeg havde set den med én, som ikke havde læst bogen. Jeg har set filmen flere gange siden (ikke så mange gange som med ”The Notebook” dog) og bogen har jeg netop udlånt til min brors kæreste, som kun kendte til filmen. Så nu går jeg og er lidt spændt på om hun også har fældet ligeså mange tårer som jeg til den.

 

“The Lucky One” er den sidste på min liste. Bogen fandt jeg ganske tilfældigt i en café i Bratislava tilbage i 2013, som havde brugte bøger ovre i et hjørne af butikken. Filmen var allerede kommet ud på det tidspunkt med Zac Efron og Taylor Schilling i hovedrollerne som den hjemvendte soldat med en ganske speciel historie bag sig. Efron havde jeg set flere år tidligere i rollen som Troy i ”High School Musical” (jep, endnu en guilty pleasure i mine teenageår) og han var helt perfekt til rollen som hemmelighedsfulde soldat Logan Thibault. Bogen tog mig (ligesom de andre i dette indlæg) med storm og selvom den ikke fik mig til at tude som de andre bøger, så efterlod den mig ganske stum og med en stærk tro på det bedste i mennesker.

 

 

Bjerget bag huset af Joyce Maynard

Bjerget bag huset af Joyce Maynard, 2016. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som After Her i 2013. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan en enkelt sommer ændre alt i en teenage-piges liv og er det muligt at fange en morder, der ikke efterlader sig nogle spor udover at han tager ofrenes snørebånd?

Maynard tager sin læser med tilbage til 1970’erne, hvor søstrene Rachel og Patty bor i det nordlige Californien sammen med deres mor. Deres forældre er skilt og faren arbejder inde i San Francisco som politibetjent. Den sommer, hvor det hele begynder, er Rachel 13 år og hendes søster 11 og da der ikke er meget at lave for dem denne sommer, går de på eventyr i nærområdet. Et af deres favoritsteder er et bjerg, som er lige i nærheden af hvor de bor og de er deroppe på alle tider af dagen:

”Nogle gange skrabede vi nogle snacks sammen, så vi kunne holde picnic i det fri. Det var tit et meget beskedent måltid, der primært bestod af saltstænger, kiks og peanut butter eller måske endda kun sukker. Vi tog også gerne den bog med, jeg nu var i gang med at læse, eller de notesbøger, jeg skrev mine historier i. Patty medbragte til gengæld tit en stak tegneserier. Vi tilbragte ofte hele dagen oppe på bjerget.”

Men en dag ændres alt. En ung kvinde findes myrdet på bjerget og deres far er med til at efterforske mordene. Men morderen er desværre særdeles dygtig til én bestemt ting og det er ikke at efterlade spor. Søstrene følger ivrigt med og Rachel, som ikke er blandt klassens mest populære piger, kommer med i en klike, da hun kan give insiderinformation fra sin far. Men sommetider må hendes fantasi komme i brug, da hendes far er en travl mand og eftersom Solnedgangens satan, som han kaldes, ikke fanges med det samme, fortsætter mordene:

”Denne gang blev liget fundet af en parkbetjent, der var ved at rydde en af vandrestierne for krat. Ofret hed Sally Jensen, og hun var 29 år gammel. Hun var freelancejournalist, og var kommet hele vejen fra Sacramento for at tage billeder af bjerget. Hun havde planer om at skrive en artikel om Solnedgangens satan og sælge den til et eller andet blad. Man fandt hendes kamera ved siden af hende. Filmrullen sad stadig i, og morderen havde taget billeder af hendes lig. Igen var det lykkedes ham ikke at efterlade sig nogen fingeraftryk.”

Men hvor går grænsen mellem fantasi og virkelighed og hvilke konsekvenser kan mordene få for Rachel og hendes familie?

Maynard har her skrevet en interessant roman, som både indeholder spændingselementer i form af mordene på bjerget samt en skildring af det amerikanske samfund tilbage i 1970’erne, hvor børns hverdag er ganske anderledes end i dag. For mig fungerede denne kombination af elementer virkelig godt og Maynards beskrivelser af hvordan man levede på denne tid er virkelig velskrevne. Man ved aldrig, hvad der sker i næste kapitel og jeg blev overrasket flere gange undervejs, når historien tog en drejning.

Alt i alt en velskrevet bog om en ung piges og hendes søsters opvækst og en sommer, som igangsætter store ændringer for dem og deres familie.

#Et par anbefalinger – Bøger om jul

Kalenderen siger allerede 4.december og jeg er kommet godt igang med en del forskellig julelæsning samt et par ikke-julede bøger. For ikke så længe siden anbefalede jeg jer nogle bøger om forfattere og forfatterskaber og derfor tænkte jeg, at i måske også kunne have brug for inspiration til et par julebøger. Nogle af disse bøger har jeg læst utallige gange, andre få gange og nogle er endnu ikke læste/færdiglæste. Jeg kender mange andre gode julebøger, så i spørger bare løs, hvis i mangler en anbefaling.

De her to læste jeg også sidste år og jeg læste endda også “Det første juleeventyr” af Bent Haller tilbage i 2014. Jeg var stødt på den samme sommer i en genbrugsbutik og da jeg som barn var meget begejstret for hans bog “Silke”, måtte den hjem med det samme. Kapitlerne er ganske korte i den og da december ofte er en travl måned for mig, kan man sagtens lige nå at læse dagens sider inden hovedet rammer hovedpuden om aftenen. “Julemysteriet” af Jostein Gaarder havde mine forældre og bror med hjem til mig engang, da de havde været i Norge. Jeg kendte ikke til meget norsk litteratur dengang, og jeg gav dem 3 navne, hvis bøger de gerne måtte kigge efter: Shakespeare (det er interessant at læse Shakespeare på forskellige sprog), Ibsen og Gaarder. De kom hjem med bøger af alle 3 og det var først sidste år, at jeg fandt bogen af Gaarder frem fra gemmerne og læste den for første gang. Gaarder fortæller hans historier på en helt unik måde og jeg kan varmt anbefale den til både store børn og voksne. Så vidt jeg ved er den til at få på dansk (jeg læser selv den norske udgave nemlig).

De her bøger er begge fra serien “Wordsworth Classics” og lige de her henvender sig især til børn. “A Christmas Carol” af Charles Dickens er en af de bedst kendte britiske julebøger og der er flere filmatiseringer end jeg kan tælle på en enkelt hånd. Denne udgave er desuden også illustreret og en skønne jul skal jeg nok få den færdiglæst inden vi når juleaften. Jeg forsøgte sidste december og pludselig var det januar, men i år forsøger jeg endnu en gang. Den anden bog fra Wordsworth Editions vandt jeg faktisk ovre hos Malene, hvis blog Wondrous Bibliophile er linket længere nede i dette indlæg. Det er allerede 2 år siden og ligesom bogen med Dickens er den fuld af jul og fine illustrationer. Denne her er en samling af små tekster fra forskellige forfattere (heriblandt en forkortet udgave af “A Christmas Carol”) og jeg nåede at læse noget i den sidste år. Netop nu ligger den igen på mit natbord og jeg ser frem til at læse både digte, noveller og uddrag af romaner i den kommende tid.

Da Terry Pratchett døde sidste forår, var det noget af en sorgens dag herhjemme. Min kæreste er stor fan af hans Discworld-verden og det gik op for mig, at jeg ikke havde læst særlig mange af hans bøger. Denne her er en af dem, men hvis den bare er halvt så god som tv-filmen, så er den virkelig julet på en helt anden måde, end man er vant til. En af hovedrollerne i tv-filmen spilles faktisk af Michelle Dockerey (bedre kendt som Lady Mary i “Downton Abbey”) og vi har de sidste par år set filmen lige i de sidste dage op til juleaften.

“Julefortællinger” af Astrid Lindgren er en bog, der har fulgt mig i mange år. Det er den julebog, som jeg har læst flest gange og hver gang jeg læser den, lægger jeg mærke til nye detaljer. Illustrationerne i fortællingerne om både Pippi, Emil, børnene fra Bulderby, Lotte og Kitte Kry er blandt mine favoritter i børnebøger og hver gang at jeg har kigget på bogen på bogreolen i løbet af november har jeg tænkt: “Dig tager jeg snart ud igen for jeg ved ikke hvilken gang” og jeg ser frem til den årlige julelæsning af den. “Den lille historiebog” er til gengæld én, som er gået i arv fra min kærestes familie. Da jeg i starten af 2015 besøgte min kærestes barndomshjem, havde hans far fundet nogle bøger frem og jeg faldt over et par bøger med julehistorier. Forsiden på denne her er simpelthen så fin og det bliver hyggeligt at få læst nogle gamle historier (der er en masse af slagsen i øvrigt og denne her er fra 1952).

De her faldt jeg over den anden dag, da jeg havde fået fri fra arbejde. “The Nutcracker” af E.T.A. Hoffmann er også en klassiker og denne her indeholder de fineste illustrationer af Roberto Innocenti, som jeg også varmt kan anbefale. Jeg er endnu ikke helt færdig med at læse den, men så smukke illustrationer ser man ikke så ofte og jeg ved allerede nu, at det ikke er sidste gang, at jeg læser fortællingen om Marie og musene. Den til højre stak lidt længere ud fra reolen end de fleste andre på den side, og jeg tænkte, at den så rimelig juleagtig ud. Det er “Snowflake Bentley”, som er skrevet af Jacqueline Briggs Martin og illustreret af Mary Azarian. Den er ganske kort, så jeg læste den ganske hurtigt, men den handler om en mand, som er fascineret af snefnug og han eksisterede rent faktisk i virkeligheden. Søg blot på “Snowflake Bentley” på Google, men bogen er også virkelig fin og anbefalelsesværdig.

Hermed slutter mit lille indlæg om julebøger – jeg krydser fingre for, at i får en skøn jul og at i har fundet jer stakkevis af julebøger (om det så er børnebøger, julekagebøger eller sanghæfter så skaber det jo en form for julestemning, selvom vejret ikke bidrager til det for tiden).

Hvis i mangler mere inspiration, så har jeg set at Malene ovre på Wondrous Bibliophile anbefaler julebøger i dette indlæg og at Amalie på Adventures of a bookgeek har skrevet det her indlæg🙂

Månedlige refleksioner – November

Stille og roligt er jeg begyndt at finde mine julebøger frem, da det allerede i morgen er 1.december. Tid til julehygge (herhjemme har vi allerede spist en pose pebernødder og sat stearinlys op i julestager) og desværre også eksamensskrivning for mit vedkommende. Så bloggen bliver måske en smule stille, men så kommer jeg tilbage i det nye år med fuld skrue. November bragte årets største boglige begivenhed med sig, nemlig Bogforum, hvor Danmarks små og store forlag var til stede og jeg gik ikke tomhændet hjem. Jeg mødte både Linn Ullmann (som jeg hørte i samtale med Kirsten Thorup på Louisiana i sommers), Patrick Ness (som sagde at min udgave er bogen var smuk),  Don Rosa (2-3 timers kø var bestemt det værd) og Lucinda Riley (hvis personlighed virkelig overraskede mig på den gode måde). 2 skønne dage i godt selskab (tak til Mette Eline og Mia) og ser allerede frem til næste års bogweekend.

Ellers har jeg brugt tiden på at arbejde og pendle ind til byen, da jeg er flyttet og nu bor lidt længere væk. Men selvom vi er flyttet til noget større, er der ikke plads til alle mine bøger. Åh, hvor jeg glæder mig til den dag, hvor de alle kan stå i alfabetisk orden og jeg ikke skal lege Tetris (som Malene fra Wondrous Bibliophile så fint kaldte det på et tidspunkt). Men det har været en fornøjelse at have hver og en i hænderne igen og tænke: “Dig skal jeg se at få læst”🙂

Antal sider:

1,108 sider

Antal læste bøger:

5 (heraf 1 digtsamling, 1 erfaringsbog, 1 ungdomsbog og 2 romaner)

De 4 blev læst på dansk og Alcott blev læst på engelsk.

Månedens citat:

”With an angel’s calm and almost holy beauty, Edith bore within as holy and as pure a heart – gentle, true and tender. Few could bear the burden of a lonely life as patiently as she. Longing daily more and more for tenderness and love, she hid the wish deep in her lonely heart. None could tell the wealth of warm affections sleeping there, or with what grateful care a gentle word was cherished or a loving look was remembered, and thus she lived happily in the home they had given and the friendship she had won.”

The Inheritance af Louisa May Alcott

Arrangementer:

Bogforum. Så behøver jeg vist ikke at sige mere🙂

De bedste bøger:

“Vi er bare selv” af Linda L. Abildgren. Virkelig interessant og velskrevet beretning om at starte en familie alene.

“The Inheritance” af Louisa May Alcott. Gårsdagens fødselsdagsbarns debut, som først blev udgivet efter hendes død, men som bestemt lever op til “Little Women”.

“Med dæmpet stemme” af Célia Houdart. En rolig og meget musisk roman med et smukt sprog om Gil, der er ved at finde sin plads i verden.

De mindre gode bøger:

“Blå Himmel Hver Dag” af Martin Snoer Raaschou var ikke så fantastisk, som jeg havde håbet på. Mere om den senere denne måned.

Alt i alt:

Alt i alt en god læsemåned, hvor jeg er begyndt at vænne mig til at pendle ind til byen og læse bøger på vej derind. Det har jeg også kunnet se på hvor hurtigt jeg fik læst de tykke bøger og en tur til Jylland hjalp helt bestemt også på læsemængden. Jeg nød et par bognørdede dage i Bella Centeret og jeg tror, at min  pengepung er glad for, at det kun er én gang om året. Jeg fik nydt sneen i starten af måneden og fundet de varme trøjer frem til de kommende måneder. Alt i alt en travl, men rar måned og jeg ser frem til at tage hul på årets sidste måned i morgen.

Hvad med jer? Har i også allerede spist en pose pebernødder og fundet stearinlysene frem for alvor?

Hypnosia af Birgitte Lorentzen

Hypnosia af Birgitte Lorentzen, 2014. Anmeldereksemplar fra Bookbooks. Antal stjerner: 4/5

Hvorfor fejrer man egentlig Den Sorte Sara i Sydfrankrig og går vi egentlig og kender os selv så godt, som vi går og tror?

Lorentzen er tilbage sammen med Mads og Lulu i denne tredje bog om dem og deres oplevelser, som ofte kan kaldes hæsblæsende eventyr. Hvor den første bog fandt sted i København og den næste i Italien, så kommer vi nu på eventyr i Frankrig. Lulu og Mads går nu på gymnasiet og bogen starter på et tidspunkt, hvor de kun bør tænke på deres store gymnasieopgave, men Lulu har modtaget en interessant sms fra Mads:

””Jeg har modtaget en pakke fra Frankrig med en underlig besked og en amulet. Gider du komme hjem til mig, når du er færdig med din opgave?”

Færdig med min opgave… Mon ikke en højaktuel pakke fra Frankrig med en mystisk amulet kan udkonkurrere en opgave om Det moderne Gennembrud og betydningen af J.P. Jacobsens Marie Grubbe fra 1876?

I think so!”

Mads ved, at han har familie i Frankrig, men kontakt med dem har han ikke og det undrer virkelig Lulu. På amulettens kæde står der endda ”Pas på, bær denne amulet, og den vil beskytte dig mod det onde!” (dog på fransk) og det er tydeligt, at der er noget på færde. Mads er ikke helt sig selv og desto mere de forsøger at grave i Mads’ familiehistorie, desto mere forvirrede bliver de. Før de ved af det står de i Paris og står ansigt til ansigt med Mads’ onkel, som får dem til at besøge Mads’ mormor ude i forstaden. Situationen er ikke helt til at greje og de må have hjælp af en ung fyr Esteban, som bor sammen med den gamle dame:

”Okay, I fix. Come with me!” siger Esteban og gør tegn med hånden, om at vi skal følge efter ham. Jeg er klar, men Mads tøver.

”Jeg vil bare lige se hende en sidste gang,” siger han.

Han går hen mod sin sovende mormor, bøjer sig forsigtigt ind over den gamle dame og kysser hende let på panden.

Jeg får et chok, da hun pludselig rejser sig halvt fra sofaen. Det ser ud, som om de blinde, blå øjne kigger kærligt på ham.

Så smiler hun og siger lavt, men højt nok til, at jeg ikke er i tvivl.

”Tobar, mon petit Tobar.””

Men hvorfor kalder Mads’ mormor ham for Tobar og hvem har egentlig sendt amuletten til Mads?

Det er altid interessant at se, hvordan forfattere vælger at afslutte bogserier og jeg synes faktisk, at Lorentzen har klaret opgaven ganske godt. Der er en såkaldt rød tråd fra start til slut og det var for mig en fornøjelse at begive mig ud på eventyr med Lulu og Mads. Lorentzen formår virkelig at skabe en teenage-fortællevinkel og selvom Lulus mange overvejelser til tider drev mig en smule til vanvid, så gav det en bedre forståelse af hende som karakter. Handlingen fangede fra første side og det var svært at holde pauser undervejs.

Alt i alt en virkelig spændende ungdomsroman med mystiske elementer, som især kan anbefales til teenagere og unge voksensjæle.