Døde piger lyver ikke af Jay Asher

Døde piger lyver ikke af Jay Asher, 2010. Politikens Forlag. Opr. udgivet som 13 Reasons Why i 2007. Antal stjerner: 5/5 

Hvilke tanker kører der igennem hovedet på en selvmordstruet teenager og hvor meget modgang kan et menneske egentlig holde ud før alt ender galt?

I denne roman, som på originalsproget hedder ”Thirteen Reasons Why”, bringer Asher læseren tilbage til de svære teenageår, hvor Hannah går i high school. Går er desværre ikke helt det korrekte ord, da vi først stifter bekendtskab med hende efter hendes selvmord. Originaltitlens 13 grunde henviser til de grunde, som hun havde for at begå selvmord og de 13 sider på 7 kassettebånd, som hun indtaler for at forklare bestemte medstuderende hvorfor de havde del i det. Clay Jensen, som arbejdede med hende i deres bys lokale biograf og som gik i klasse med hende, er vores anden hovedperson, da vi møder ham, idet han skal høre båndene igennem, som går på omgang ganske hemmeligt for de voksne:

””Forræderi er noget af det værste.

Jeg ved udmærket godt, at det ikke var din mening at såre mig. Det gælder sikkert de fleste af jer på listen. I var ikke bevidste om, hvad I gjorde. Ikke bevidste om, hvad det betød.”

Hvad har jeg gjort, Hannah? Jeg aner det virkelig ikke. Hvis det har noget som helst med den nat at gøre, den nat, du ved, så var det lige så underligt for mig som for dig. Hvis ikke mere, for jeg fattede ikke en meter af, hvad der foregik.

”Du finder den første røde stjerne på C-4.””

Udover båndene har hun på et kort markeret forskellige steder i deres by, som havde tilknytning til vigtige hændelser. (Her i anmeldelsen er hendes udtalelser på båndene i øvrigt markeret med ””). Hannah var flyttet til byen kort tid forinden alt det her og hun blev hurtigt venner med Jessica og Alex, som også var nytilflyttere. Men det kan være svært at skulle finde nye venner et sted, hvor alle kender hinanden rigtig godt. Rygter cirkulerer efter private billeder ender med at blive sendt rundt på skolen og da Hannah opdager, at en medstuderende stjæler de her små flinke sedler, som bliver lagt i en papirspose til komplimenter, tager hun sagen i en ganske anden hånd end den medstuderende vist havde forventet:

””Mrs. Bradley havde også en papirspose på bogstativet bagerst i klassen. Den hang sammen med resten af poserne. Hun opfordrede os til at skrive små sedler til hende, hvor vi kommenterede hendes undervisning – ris og ros. Og vi kunne også foreslå emner, som vi syntes skulle tages op i klassen.

Det gjorde jeg så. Jeg skrev en besked til mrs. Bradley, der lød sådan her:

”Selvmord! Jeg har overvejet det. Ikke sådan alvorligt, men jeg har leget med tanken. ”

Sådan stod der på sedlen. Ord for ord. Jeg ved det, for jeg skrev det om og om igen, inden jeg tog mod til mig og lagde sedlen i hendes pose. Jeg skrev en seddel, smed den ud, skrev en ny, krøllede den sammen osv.

Hvorfor gjorde jeg det overhovedet?””

Men hvor langt kan teenagere gå over stregen før alt ender galt og kender vi virkelig vores medmennesker så godt som at vi tror?

Der er nogle bøger, hvor man skal tænke lidt over hvad man alt i alt mente efter læsningen af dem er forbi og så er der andre bøger, hvor man med det samme går på Goodreads og giver topkarakter. Med denne bog var jeg ikke i tvivl om hvor mange stjerner den skulle have, da sidste side blev vendt og 5 stjerner blev givet uden et øjebliks tøven. Den er så tåkrummende og realistisk, at man helt får gåsehud af at læse den og flere gange får man lyst til at råbe sætninger som ”ej, for fanden da” og ”nej, nej, nej, hvordan kan de gøre det?”, da handlingen virkelig sætter sit præg på én undervejs. Måden hvorpå Asher har opstillet denne roman er virkelig gennemtænkt, da man hører både Clays og Hannahs tanker på samme tid; Clays forelskelse i hende bliver mere tydelig end hvis Hannah var den eneste, som fortalte historien og Hannahs ensomhed bliver ligeså mere tydelig end hvis Clay var den eneste, der fortalte denne historie.

Jeg forstår fuldt ud hvorfor de har valgt at skabe den som Netflix-serie dette forår, men jeg vil lige pointere, at bogen ikke er nær så blodig som serien (Hannah tager piller i stedet) og der er langt mindre drama over det, da vi kun møder de fleste af de andre skoleelever på båndene og ikke på skolens gange og lignende som i serien.

Alt i alt kan jeg rolig sige, at dette (indtil videre) er den vigtigste teenage-roman, som jeg har læst i år og hvis du selv er teenager eller forælder til en teenager, så bør du kort sagt få fat i den med det samme – Asher formår både at skrive om familieforhold, kæresteforhold, venskaber, vold, mobning og seksualitet udover selvmordstankerne på en og samme tid uden at miste den røde tråd en eneste gang undervejs.

Tidskisten af Andri Snær Magnason

Tidskisten af Andri Snær Magnason, 2016. Anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter. Opr. udgivet som Tímakistan i 2013. Antal stjerner: 5/5

Kan en kasse af vævet edderkoppesilke bevare tiden for den person, som befinder sig inde i kassen og er det muligt at kæmpe imod tiden?

Snær Magnason har med ”Tidskisten” formået at forene eventyr med dystopisk litteratur, hvor vi både følger Sigrun i en umiddelbar fremtid og Ravnetina i hvad der umiddelbart blot er et eventyr. Den tid, som Sigrun lever i, er præget af en krise, som ingen ved hvordan man kommer igennem og da hendes forældre indser, at det ikke går over med det samme, køber de nogle mystiske kasser, som kan tidsindstilles og før Sigrun ved af det, er det tid til at bruge disse og først komme ud igen, når krisen er forbi:

”-Hvornår kommer vi ud af kasserne igen? spurgte Sigrun.

-Vi har sat dem på ’prisindeksforbindelse’. Så åbner kasserne sig automatisk i samme sekund, situationen bliver bedre.

Sigrun så sig omkring. Alt var ordnet til punkt og prikke. Det virkede nærmest, som om de skulle på en lang rejse. Nu trådte de ind i hver sin sorte kasse. Mor, far og Sigrun. Hun var nysgerrig, da hun trådte ind i kassen. Glasset var gennemsigtigt, og hun fik propper i ørerne, da døren lukkede og der tændtes et blåt lys. Et kort øjeblik blev alt sort, inden kassen igen åbnedes.”

Men det er ikke alle kasser, der bliver åbnet på samme tid. Det er kun børn, der er kommet ud af kasserne og kvinden Svale, som sørger for at samle børnene. Hun fortæller dem historien om kong Dimon, som i tidernes morgen faldt for en kvinde ved navn Vårsol. Ved fødslen af Ravnetina mistede Vårsol livet og Dimon, som havde svært ved at komme sig over hendes død, drog ofte i krig. En dag gik det op for ham, at der aldrig ville blive tid nok til at besøge alle kanter af hans nyetablerede rige og han beslutter sig for at hans datter skal leve så længe som muligt. Dem, der kan hjælpe ham, kan få det halve kongerige, og en kasse af vævet edderkoppesilke bringes op til slottet af dværge. Ravnetina ældes ikke, når hun er i kassen og det er ikke hver dag, at hun får lov til at komme ud af kassen:

”Solskinsdagene skulle være helt ekstraordinære for at passe til en så dyrebar prinsesse. Hvis kisten blev åbnet, blev der trukket tykke gardiner for de vinduer, der vendte ud mod den store sprække. Ingen måtte nævne noget om oprør eller uro og vold, dværge eller andet, der kunne skygge for glæden. Ingen måtte omtale tiden, hvad der var sket i fortiden, og hvad der var i vente. Og hun kunne blive ked af det, hvis hun hørte om de morsomme timer, der gik hendes næse forbi.”

Men er det en god idé at lege med tiden og vågner de voksne nogensinde igen i Sigruns verden?

Da jeg åbnede denne bog, havde jeg bestemt ikke regnet med at sidde med en bog, som mest af alt er en vellykket blanding af eventyr og dystopi. Der er kasser, som på magisk vis gør, at personerne i dem ikke ældes, der er dværge, der er konger og dronninger på slotte, og ikke mindst gamle mænd og kvinder, som fremsiger både vise ord og remser. Og selvom der er mange karakterer her i bogen, så introduceres de så godt, at det ikke bliver forvirrende. Den skiftende synsvinkel mellem Sigruns verden og Ravnetinas giver et fantastisk godt flow i historien og man keder sig bestemt ikke undervejs.

Alt i alt en fantastisk god børnebog om Sigrun, Ravnetina, mystiske kasser og en masse uforklarlige hændelser, og der med sin kombination af eventyr og dystopi både egner sig til børn (fra 10 og opefter), unge og ikke mindst voksne.

The Lonely Hearts Travelclub: Destination India af Katy Colins

The Lonely Hearts Travelclub: Destination India af Katy Colins, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Destination India i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan ens arbejde overtage ens liv, når det samtidig er ens passion og hvor smart er det at være undercover i Indien på en rejse, som man selv har været med til at planlægge for ens eget rejseselskab?

I denne 2’er af The Lonely Hearts Travel Club tager Colins os læsere i første omgang med til Manchester, hvor Georgia, der i sidste bog var i Thailand, arbejder sammen med Ben i deres eget rejseselskab. Livet efter Thailandsturen har budt på en masse arbejde for deres selskab og man kan rolig kalde Georgia for en workaholic. Hun misser en koncert en aften sammen med venner og kolleger og hendes rejseveninde Shelley opsøger hende på kontoret. Før Georgia og Ben vendte hjem til England, var der visse gnist imellem dem, men det er ikke blevet til så meget mere, og Shelley mener at alle andre kan se, at de passer godt sammen:

”“Synes du virkelig det?” spurgte jeg og mærkede pludselig virkningen af den billige vin.

”Det gør vi sgu da alle sammen. Men du ved … Romeo ville aldrig være blevet helt sødsuppe i Julie, hvis han ikke troede, hun var interesseret i ham. Han ville sikkert have giftet sig med en eller anden fjern Capulet-kusine i stedet eller noget og fået et hav af unger, mens Julie ville være blevet gammel og vissen, mens hun konstant havde bandet over, at hun ikke havde haft mod nok til at fortælle ham, hvad hun følte.”

Jeg lo højt. ”Gode, gamle Shakespeare ville vende sig i sin grav, hvis han hørte, hvordan du gengav verdens største kærlighedshistorie.” ”

Da en del rødvin er kommet indenbords sammen med Shelley, får de en brilliant idé. De skal da rejse til Indien for at gå undercover på den tur, som på det seneste har forvoldt firmaet en del problemer og en virkelig dårlig anmeldelse og før Georgia ved af det, er hun på vej til lufthavnen sammen med Shelley. Desværre må hun rejse afsted alene, da Shelley har pasproblemer og da hun ankommer til Indien under et dæknavn, erkender hun hurtigt, at der må ske ændringer. Indien er bestemt ikke som hverken hendes hjemland eller Thailand og indbyggerne lever ganske anderledes end hun er vant til:

”Alle halvsov stadig. Vi blev pakket som sardiner i en overfyldt minibus og begyndte den lange tur til Agra for at tilbringe en dag ved Taj Mahal, og solen var kun på vej op. Den mørkeblå himmel begyndte så småt at lyse op med strejf af gyldne solstråler, men selv så tidligt om morgenen var vejene latterligt proppede af folk, der var ved at stille boder og butikker op til dagen, mænd i jakkesæt, der hastede af sted til kontoret, og børn, der pilede rundt på gaden og samlede plasticflasker. Nihal var kommet til tiden som lovet, smart klædt i rent tøj. Han så langt friskere ud, end da jeg havde set ham sidst, huskede alle gæsternes navne og delte tillige små poser med appelsinjuice og brød ud, da vi halvsovende væltede ind i minibussen.

Det skal nok gå, det hele. Det var kun starten, der var uheldig, men fra nu af kører det.”

Men kan hun redde firmaets ture til Indien og er kortvarige ændringer i et firma altid en god idé?

Med denne bog tager Colins endnu en gang sin læser under armen og drager afsted mod fjerne kyster. Hvor vi i seriens første bog tog med Georgia til Thailand, så kommer vi med til Indien denne gang, hvor kulturen er ganske forskellig end den herhjemme og Georgias hjemland England. Nogle gange tager man sig til hovedet og tænker ”Georgia, hvorfor gjorde du det” og andre gange klapper man ivrigt, når hendes handlinger får én til at tænke ”For fanden hvor er hun sej!”. Det er nemt at kende sig selv i Georgia flere gange og det er en af de mange grunde til at denne bog virkelig er værd at læse. Heldig er hun ikke altid, men hun knokler virkelig for det, som hun brænder for og det er beundringsværdigt.

Alt i alt en fantastisk sjov bog om en kvinde, som rejser for at redde hendes firma, men som bestemt også lærer en hel del om sig selv undervejs.

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren, 1999. Gyldendals Oline-Serie. Opr. udgivet som Britt-Mari lättar sitt hjärta i 1944. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan man fortælle en penneveninde, som man aldrig har mødt og hvordan er det nu at den der første forelskelse føles?

Denne debutroman fra Astrid Lindgrens hånd fortæller historien om Anne Marie, der er 15 år gammel og som bor i Småstad sammen med sine forældre og 4 søskende. Hun har fået sig en skrivemaskine, men hun ved ikke helt, hvad hun skal skrive til at starte med. Gennem en klassekammerat får hun kontakt til Kajsa i Stockholm, som også gerne vil have en penneveninde og de begynder at skrive sammen i en september måned. Når man nu ikke har mødt den person, som man skriver til, er et persongalleri nødvendigt og Anne Marie skriver følgende om sig selv:

“Gider du høre mere om familien Hagstrøm? For så kan jeg fortælle dig, at næste nummer i rækken er undertegnede. Tja – hvad skal man egentlig sige om sig selv? At jeg godt kan lide at læse, at jeg ikke kan fordrage at skulle i seng om aftenen, at jeg mægtig godt kan lide min familie – selv om den irriterer mig grænseløst indimellem – at jeg ikke kan døje permanentet hår og i hvert fald ikke vil have det selv, at jeg synes, det er dejligt at være ude i naturen, men afskyeligt at skulle luge i haven at jeg elsker blå forårsdage og varme sommerdage, klare efterårsdage og vinterdage med sne og skiture – at jeg i det store og hele synes, at livet er dejligt.”

Det er ikke altid lige nemt at være 15 år og særligt ikke, når ens lillebror ved navn Svante ynder at drille én og til tider snakke over sig på især Anne Maries bekostning. Da en skolefest afholdes, hvor Anne Maries far også er med qua hans stilling som rektor, driller Svante hende med både hendes hår og hendes tøj, men hun får alligevel danset med både Åge, Stig og ikke mindst Bertil. Og sidstnævnte nævner hun mere end én gang til Kajsa af en helt særlig grund:

“Jeg gik derfra ved nitiden, og så mødte jeg ham. Rent tilfældigt. Somme tider bilder jeg mig ind – jeg mener, håber jeg, at det ikke er helt tilfældigt, vi mødes – men at han gør lidt til det selv. Nå, det er nok bare noget, jeg fantaserer mig til. Skønt alligevel.

Vi gik ad stien langs åen. Jeg skal sige dig, vi har en å, der er så venlig at slynge sig tværs gennem byen. Jeg ved slet ikke, hvad byen ville være uden den å. En temmelig ucharmerende, lille by, er jeg bange for. Jeg ved heller ikke, hvad man skulle med måneskin, hvis det ikke kunne spejle sig i vores å. Og hvor skulle vi plukke kodrivere om foråret, hvis vi ikke havde engene langs åen lidt uden for byen. Hvis jeg ikke en lys sommeraften kunne sidde på en bænk ved åen og mærke de hvide syreners duft, ville jeg overhovedet ikke tro, det var sommer.”

Men hvornår er man sikker på at man er forelsket og hvor meget spiller tilfældighed ind, når det gælder kærlighed?

Åh, hvor bragte denne bog mig tilbage til mine egne teenageår. Der var så mange dilemmaer, som virkede bekendte og dette til trods for at bogen første gang blev udgivet allerede tilbage i 1944. Selvom den mest handler om ungdomskærlighed og familieforhold, så er den i den grad også fuld af filosofiske betragtninger af livet og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem forfatteren bag bogen er. Det er første gang, at jeg læser bogen og det er fantastisk at have en hovedkarakter, som elsker at læse og som bestemt ikke er bange for at stå op for både andre og sig selv, når noget uretfærdigt er sket. Det her er ikke sidste gang, at jeg dykker ned i nogle af Lindgrens værker, der er mindre kendte her i Danmark og jeg kan varmt anbefale denne debut. Alt i alt en velskreven debut af Lindgren, som handler om den 15-årige Anne Marie, hendes liv og betragtninger af dette på godt og ondt, da livet som teenager ikke altid er helt nemt, men man ved aldrig hvem eller hvad der er rundt om det næste hjørne.

Forårsbog-tag

Taglegen her er startet af Luna ovre fra Lunas Kaffekrog og for et par dage siden taggede Sille ovre fra This Fictional Life mig – tusind tak 🙂 De her taglege er nemlig ret sjove og jeg har længe tænkt over at finde et og besvare her på bloggen, så tagget fra Sille var helt perfekt. Hun har i øvrigt også nogle hyggelige svar, som både indebærer Lindgren, Gaiman og ikke mindst Gerhardt og i kan finde dem i ovenstående link til hende og Louises blog.

Hvilken bog minder dig allermest om forår?
Årh, den er svær. Jeg er ikke så god til at lægge mærke til årstider i bøger, men for en gangs skyld lagde jeg mærke til det, da jeg i sidste uge fik læst Astrid Lindgrens debutroman “Anne Marie letter sit hjerte”, hvis forårsbeskrivelser i slutningen af bogen var fantastisk smukke.

Hvilken bog glæder du dig mest til at læse her til foråret?
Jeg har faktisk en hel stak af bøger, som jeg glæder mig til at læse dette forår (jeg viser nogle frem på min booktube her). Det er svært at vælge en enkelt ud, men jeg ser også frem til at få læst resten af serien om Superskurkeskolen af Holmboe og Boyle Rødtnes.

Hvilket bogcover får dig altid til at tænke på forår?
Enhver forside med lyse farver og blomster. Men også “Vincent” af Stok, som er på et billede længere nede, da der er så mange blomster inde i selve denne graphic novel.

Vis et billede af en bog med en sol på!

Desværre endnu ulæst, men de andre værker, som jeg har læst af Adichie, har været fantastiske, så Adichie som forfatter kan jeg varmt anbefale.

Har du en yndlingsgenre når det er forår?
Ligesom resten af året så læser jeg meget forskelligt. Der er dog en tendens til kortere bøger i maj måned grundet eksamenstid, men ikke nogen bestemt genre som sådan.

Hvilken bog vil du allerhelst læse udenfor?
Her i forårets spæde begyndelse fik vi lavet os en lille siddeplads ude i vores ganske lille have og jeg har allerede brugt flere timer derude på at læse. Jeg tror at jeg bliver nødt til at læse “Døde piger lyver ikke” af Asher derude, som jeg netop har købt, da jeg kun kan læse i løbet af dagen derude grundet manglende aftenlys. Med den handling den bog har er de lyse timer nok også en ret god idé.

Vis et forårsbillede af dig selv! (gerne med din yndlings forårsbog)

Da det gik op for mig forleden, at jeg ikke havde et billede af mig selv fra dette forår, fik jeg overtalt den kortskæggede til at tage ét af mig. Det blev så i går og i får det mindst fjollede billede her på bloggen uden dobbelthage og med den skønne graphic novel af Barbara Stok om Vincent van Gogh.

Er du til blomster? Hvilken bog med blomster på er din yndlings?

Jeg mener faktisk, at jeg har en del bøger med blomster, men da jeg skulle finde en frem hertil, stødte jeg hurtigt på ovenstående og selvom blomsterne ikke ligefrem er i fuldt flor, så er det en fantastisk smuk forside til Eugenides’ bog “The Virgin Suicides”, som jeg varmt kan anbefale. Den er i øvrigt også filmatiseret med blandt andet Kirsten Dunst.

Hvilken bog læser du lige nu?
I foregårs begyndte jeg på “Tidskisten” af Andri Snær Magnason, som er en børnebog. På min telefon forsøger jeg for tiden at læse “A Little Princess” af Frances Hodgson Burnett, men det går meget langsomt. Inden jeg skal aflevere dem på mit arbejde igen skal jeg have kigget lidt mere i nogle filmbøger om Wes Andersons “The Grand Budapest Hotel” og om Burtons “Alice in Wonderland”. Men nu hvor “Anne fra Grønnebakken” snart kommer på Netflix og “The Handmaid’s Tale” kommer på HULU, bør jeg få genlæst og læst disse to, da de nye serier ser virkelig interessante ud.

Her til sidst vil jeg tagge Rikke ovre fra “Flyv med mig” og Simone fra “Boghjørnet” og jeg krydser fingre for, at i vil lege med 🙂