Nyheder af den bedste slags

Endelig blev det mandag og jeg har spændende nyheder at dele med jer.

For det første vil jeg undskylde stilheden den seneste tid – sygdom, bryllup hos venner, arbejde og studie har taget en god del af min tid, men i weekenden har jeg været ude og tage billeder af bøger og jeg glæder mig til at få anmeldt de bøger, som jeg har læst på det sidste.

For det andet vil jeg fremover kun lave nye indlæg ovre på den nye side og jeg er stadig ved at få styr på Bloglovin’ til den side, men jeg deler link med jer dertil, så snart der er styr på det. Jeg er så stolt af endelig at have en hjemmeside, som er helt min egen og som har så meget plads så at jeg kan begynde at lave små videoer for alvor. 

For det tredje er jeg også stolt over at kunne fortælle jer, at jeg igen i år er nomineret til Danish Book Blog Award 2017, som Plusbog står bag. Vi har først fået lov til at offentliggøre det i dag, så indtil i dag har jeg gået og været spændt på, hvem der ellers er nomineret og igen i år er det et virkelig stærkt felt af deltagere. Jeg skriver snart et indlæg dedikeret kun til dette, men indtil videre kan i stemme på mig eller en af de 15 andre dygtige bogbloggere lige her på Plusbog’s hjemmeside indtil 13.oktober, hvor de 5 finalister findes og den endelige vinder får overrakt en præmie inde på Bogforum i november. Men indtil da: Tusind tak for alle jeres søde kommentarer siden bloggens begyndelse og jeg hygger mig virkelig med at dele anmeldelser og især bogbilleder med jer (og jeg ved godt, at det lyder meget bognørdet). Billederne i dette indlæg er blandt de nyeste her på bloggen i øvrigt og afspejler meget godt, hvad jeg mest skriver om 🙂

Og sidst, men ikke mindst så kommer der snart en konkurrence med 2 fantastiske bøger, som Politikens Forlag har sponsoreret. Den kommer også til at foregå ovre på den nye side, så hold godt øje både på Instagram og på Facebook 🙂

Reklamer

Gys i Toscana af Birgitte Lorentzen

Gys i Toscana af Birgitte Lorentzen, 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget Zuperbooks. Antal stjerner: 3/5

Hvor uhyggeligt kan der blive i de toscanske bjerge om sommeren og hvor meget kan man egentlig fortælle sin familie, når der sker ting og sager på en familieferie?

Teenageren Malou er i denne bog sammen med sine forældre og sin lillebror taget afsted til Toscana på familieferie, men det er som om at noget ikke er helt, som det skal være. En aften er hun ude og spise med sin familie, og her fornemmer hun, at hun måske bliver iagttaget af andre end restaurantens gæster. Hun vender sig hele tiden om for at se om der er noget bag hende og pludselig kan hun ikke tænke på andet end hvad der kan gemme sig i mørket:

”Lige der fyldes jeg af en ubehagelig fornemmelse. Som om noget tungt og trist pludseligt rammer mig.

Jeg kigger op og gyser.

Under et af de store træer står en pige på min alder. Hun stirrer på mig med et gennemborende blik. Der er noget vildt underligt ved hende, eller er det bare mig og min toscanske bjerg-paranoia?

Nej, der er altså noget ved hende, som om hun ikke rigtig passer ind.”

Og det bliver ikke bedre i løbet af aftenen. Den bil, som Malou og hendes familie kører i, begynder at opføre sig uforklarligt skørt, og Malou får sig noget af et chok, da hun på mystisk vis pludselig er som forstenet. Fuldstændig handlingslammet. Og aftenens hændelser bliver ved med at vende tilbage til Malous tanker og nu og da ser hun denne jævnaldrende pige kigge på hende. Men ingen andre ser hende. Hendes familie er travlt optaget af at holde ferie og hun forsøger også at nyde det, men det er sværere efter den foruroligende aften:

”Det er mig, den er gal med. Min hjerne er gået i kludder. Og jeg kan godt mærke, at jeg nok alligevel er lidt rystet oven på de seneste begivenheder, selvom jeg helst vil lade, som om det slet ikke har berørt mig. Eller bare helst vil slette det hele fra harddisken og fortsætte et ubekymret ferieliv, hvor turen går til overfyldte swimmingpools, isbarer og lokale markeder i små turisttog.”

Men hvorfor hjemsøger den unge pige egentlig Malou og hvilke gode ting kan der komme ud af sådan en familieferie til Toscana?

Lorentzen formår med denne bog at skabe en bog for unge, som er virkelig intens på de små 127 sider, men som er en smule for gennemskuelig. Jeg har tidligere med stor glæde læst hendes Cykose-trilogi om Lulu og hendes liv, men desværre blev mine forventninger ikke indfriet ved denne bog. Plottet fungerer ganske godt, men i længden fungerer det ikke for mig, at vi som læser hører hver eneste tanke, som Malou har og talesproget bliver lidt for meget i længden for mig. Jeg er ikke i tvivl om, at en teenager vil finde denne bog utrolig spændende og let at læse, hvilket den også lægger op til i beskrivelsen på bogens bagside, men for denne læser var det plottet og ikke sproget og bogens karakterer, som drev bogen.

Alt i alt en meget intens gyser til teenagere, hvis plot får enhver læser til at gyse en smule undervejs, og som jeg især kan anbefale til dem, som leder efter en historie som både er let at læse og som er spændende.

Hemmelighederne på Nanreath Hall af Alix Rickloff

Hemmelighederne på Nanreath Hall af Alix Rickloff, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Secrets of Nanreath Hall i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvordan levede briterne under verdenskrigene og hvor mange hemmeligheder er der egentlig gemt hos familien Trenowyth på Nanreath Hall?

Alix Rickloff tager sine læsere med til det sydlige England, hvor sygeplejersken Anna vender hjem fra Frankrig i 1940 efter hun har arbejdet dernede, men også tilbage til tiden før og efter 1.verdenskrig, hvor Annas mor Lady Katherine Trenowyth under ganske andre kår kendte til et andet England. Anna mistede sin mor i en alder af 6 år og har indtil vi møder hende ved hendes hjemkomst boet hos hendes adoptivforældre, der kendte hendes mor. Hun kender ikke til hverken hendes mors eller hendes fars ophav, og gennem skiftende kapitler, der varierer mellem Katherine og Anna, lærer vi Annas ophav at kende. Lady Katherine voksede op hos en ganske rig familie i Cornwall på Nanreath Hall, hvor hun i en alder af 20 år møder en vis Simon Halliday, da han ankommer til hendes barndomshjem med sin læremester, mr. Balázs:

”Mandens overraskede blik mødte mit, og et koldt gys gled hen over mig, som om jeg var blevet smidt ud i et iskoldt hav. En ydmygende varme krøb op i mine kinder.

Han smilede fåret og strakte hånden frem. ”Navnet er Simon Halliday. Jeg er mr. Balázs’ assistent. Og De er…”

Mors regler for passende etikette var blevet boret ind i mig fra fødslen – man skulle behandle tjenere med venlighed, men aldrig opmuntre til familiaritet – men der var noget ved denne frimodige, tiltrækkende unge mand med de udtryksfulde øjne og maling under fingerneglene, der fik mig til at udbryde: ”Det glæder mig at møde Dem. Jeg er Kitty. Kitty Trenowyth.””

Ved et tilfælde ender Anna med at arbejde netop på hendes mors barndomshjem, men det er som om at der er en mærkelig stemning, så snart hendes tante og fætter finder ud af, hvem hun egentlig er. Efterhånden lærer hun mere og mere om hvad der fik hendes mor til at forlade Nanreath Hall, men der er også hemmeligheder, som hun aldrig havde overvejet at finde ud af. Anna er stærkt påvirket af hendes oplevelser i Frankrig, hvor hun blandt andet så en nær veninde dø og hun erfarer hurtigt, at hun ikke er den eneste i hendes familie, der har traumer efter krigsoplevelser. Men det er som om at ikke alle har forstået, hvor hårdt det kan være at arbejde som sygeplejerske under krigen:

””Der står også her, at De ikke talte i tre uger efter Deres ankomst til hospitalet, der behandlede Deres kvæstelser. Og at der var episoder med bekymrende adfærd, der blev fastslået til at være et direkte resultat af Deres … uheldige oplevelse.”

”Ja, ma’am.”

Uheldig var, når man punkterede på cyklen og kom for sent til mønstring klokken 10, eller når man blev sat til at polere nøglehuller og dørhængsler af søster Murphy. Ikke når man vandrede hen ad veje med de pulveriserede kropsdele af folk på flugt for tyskerne eller tilbragte uendelige dage sammenkrøbet på en strand i den konstante lyd af eksploderende miner, hvinende bomber og artilleribeskydning, ude af stand til at sove eller spise eller vaske sand, olie og blod af sin hud.”

Men hvad kan der ske, når hemmeligheder kommer frem i lyset og hvordan skaber man igen relationer til ens medmennesker, når man har været afsted i krig?

Jeg vil sige det ganske kort til at starte med: Hvis du elsker ”Belgravia” af Fellowes, tv-serien ”Downton Abbey” og filmen og romanen ”Soning” af McEwan, så er denne her bog lige noget for dig. Beskrivelserne af det britiske samfund var jeg helt vild med og også hvordan der bliver skrevet om forskellige klasser af samfundet. Hvordan brikkerne i puslespillet om Annas ophav pludselig gav mere og mere mening var jeg helt vild med og jeg glæder mig allerede til at læse fortsættelsen, der handler om Annas kusine, som vender hjem til England efter eksil. Da jeg nåede til sidste side i denne her, håbede jeg nemlig på, at det ikke blev sidste gang, at man hørte om familien på Nanreath Hall og med et så levende sprog er den ganske hurtigt læst trods sine 416 sider.

Alt i alt en storslået fortælling, der handler om en mor og hendes datter i to forskellige årtier, som på forskellig vis må lære hemmeligheder at kende om deres familie, som de aldrig havde set komme.

Månedlige refleksioner – August

Så er endnu en måned forbi og kalenderen skriver september nu istedet for august. Mine dage har været fulde af oplevelser, bøger og arbejde og det er helt mærkeligt at være tilbage på skolebænken igen. Og efter dette semester er jeg klar til arbejdsmarkedet. I løbet af august har jeg desuden passet hus for mine forældre et par gange og ovenstående billede er fra deres have. To weekender har min kæreste og jeg været i Jylland, først til venindes polterabend og dernæst til fejring af min svigerinde Lone fra Krimihjerte, som blev 50 i år og som havde inviteret familie og venner til fest på en lørdag. Jeg fik også mødt Colson Whitehead, da han gæstede København og det er fuldt ud forståeligt, at han har fået alle de store priser, som han har. Jeg troede, at jeg ville få læst mere, men jeg har brugt en del tid på at være kreativ istedet og også set Netflix, må jeg ærligt indrømme.

Antal sider:

1,285  sider

Antal læste bøger:

5 (heraf 2 romaner, 2 børnebøger og 1 ungdomsbog)

4 er læst på dansk og 1 på engelsk.

Månedens citat:

 

“He hopped a few steps in the air, skipped back to where he started, and then began again.

“You certainly must be very old to have reached the ground already.”

“Oh no,” said Milo seriously. “In my family we all start on the ground and grow up, and we never know how far until we actually get there.”

“What a silly system.” The boy laughed. “Then your head keeps changing its height and you always see things in a different way? Why, when you’re fifteen things won’t look at all the way they did when you were ten, and at twenty everything will change again.”

“I suppose so,” replied Milo, for he had never really thought about the matter.”

The Phantom Tollbooth af Norton Juster

Arrangementer:

Colson Whitehead i Boghallen var faktisk månedens eneste arrangement. Jeg krydser fingre for flere ting i september.

De bedste bøger:

Den underjordiske jernbane af Whitehead. Sikke en stærk historie! Det var for mig en af de bøger, hvor man læser lidt ad gangen for at få den til at strække sig over længst mulig tid og da sidste side var vendt, havde jeg egentlig lyst til at starte forfra.

Hemmelighederne på Nanreath Hall af Rickloff. Hvis der er noget, som jeg elsker at læse for tiden, så er det store dramaer i stil med “Downton Abbey” og “Victoria”, og jeg var ikke i tvivl om, at dette var en bog i min boldgade. Denne passede helt perfekt ind i den boldgade så at sige.

De sorte fugle af Boyle Rødtnes og Holmboe. Den sidste bog i serien om Lili og Magnus indeholdte noget af et plottwist og da jeg ikke havde set det komme, var jeg fuldstændig blown away af forfatterduoens opfindsomhed. Jeg krydser allerede nu fingre for at de to vil lave flere serier til børn.

The Phantom Tollbooth af Juster. Hvorfor jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med denne bog, ved jeg ikke, men jeg kan varmt anbefale den og måske især til fans af “Alice in Wonderland”, bøger af Roald Dahl og “The Little Prince”, da der er mange vise ord til både børn og voksne.

De mindre gode bøger:

Efter at have læst Cykose-trilogien af Lorentzen, havde jeg store forventninger til “Gys i Toscana”, som desværre ikke blev indfriet. Jeg anmelder den i løbet af denne måned på bloggen i øvrigt.

Alt i alt:

August har været travl, men skøn og det har været helt vidunderligt at lade fuldstændig op til et nyt semester, der startede på månedens sidste dag. Jeg er stadig ved at finde ud af hvordan skemaet helt hænger sammen dette efterår, men jeg ser allerede nu frem til Bogforum i november og til arrangementer inde i Boghallen i en højere grad end før. Måske sker der også nogle ting på mit lokale folkebibliotek. Jeg ser virkelig frem til weekendens bryllup med gamle venner fra Aarhus og en dag i bøgernes verden i den efterfølgende weekend, når en veninde kommer på besøg. Efterhånden er jeg ganske tilfreds med den nye hjemmeside, som i kan se her, og det er kun et spørgsmål om tid, før jeg stopper her og kun blogger derovre.

Hvad med jer? Hvordan har jeres august set ud?

Colson Whitehead i Boghallen om underjordiske jernbaner, Oprah og skriveprocesser

Allerede inden at jeg hørte, at Colson Whitehead skulle komme til Danmark her i august, vidste jeg, at det var en bog, som uden tvivl skulle læses her i 2017. I vinters hørte jeg, at den ville blive oversat til dansk og i løbet af foråret fik den desuden den store Pulitzerpris. Som flere af jer nok ved, så har jeg været til Louisiana Literature de sidste 3 år og jeg klappede i mine små hænder, da jeg opdagede, at han ville komme til Danmark. Og da jeg så blev forhindret i at tage derop, blev jeg rigtig glad, da Boghallen offentliggjorde et event med manden. Det var derfor med virkelig store forventninger, at jeg søndag formiddag tog en bus fra Aarhus og til København for at høre ham snakke om den prisvindende bog, som jeg netop havde færdiglæst tidligere på ugen.
Jeg havde snakket en del om netop dette event med Mette Eline ovre fra bloggen “En bognørds skriblerier” og inde i Boghallen fandt jeg hende, hendes veninde og da jeg kom tilbage efter et hurtigt stop i Flying Tiger, var også bogbloggeren Sascha fra “Livet i dukkehuset” ankommet til Boghallen. Vi satte os ganske tidligt på trappen, da vi opdagede og snakkede om bøger lige indtil Whitehead sad i sin stol. Intervieweren var Tonny Vorm, som jeg tidligere har set interviewe Nell Zink på Louisiana Literature, og det er ikke første gang, at han mødte Whitehead. Vorm har endda besøgt Whitehead i USA og Whitehead fik tid til lige at sætte sig til rette, da en kvinde fra forlaget fortalte om hvordan de netop havde kørt så hurtigt som de kunne fra Louisiana og ind til byen i en åben bil. Første spørgsmål drejede sig om bogens titel, som stammede fra et udtryk, som Whitehead hørte, da han var barn, nemlig “it’s like she disappeared in an underground railroad”. Det var dog først for 17 år siden, at han endnu en gang hørte det og tænkte på det som en form for “childish notion” og vidste, at han ville skrive en historie om det.
Vorm efterspurgte oplæsning af et uddrag af bogen og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, som blev noget overrasket, da han hev en e-bogslæser frem og forklarede med et smil på læben, at det var fordi at han ikke havde “much upper body strength”. Han afslørede at han var ved at læse Elena Ferrante, da han lige brugte et øjeblik på at finde sit eget værk frem. Han valgte en passage tidligt i bogen, hvor en gammel mand på plantagen fejrer sin fødselsdag med en fest. I løbet af et kort øjeblik blev der helt stille i Boghallen og da han var færdig med at læse uddraget, fik han et lille bifald. De sidste 17 år har han dog skrevet andre bøger fordi at han ville “deal with slavery as it deserved to be treated”. For 3 år siden fortalte han sin kone om idéen og hun mente, at det var en god idé. Sædvanligvis arbejder Whitehead med mandlige fortællere, men her besluttede han sig for ikke at “do the same shit – mix it up”, og han var meget interesseret i det mor/datter forhold, som Cora og hendes mor har i bogen. Det ville også kræve en bestemt slags mod af hans karakter at forlade plantagen og han tænkte meget over Coras personlighed.
Da han skulle researche til denne bog, faldt han over slavefortællinger fra 1930’erne, hvis oplevelser han har holdt sig til i den grad, at det var “the truth of things and not the facts”. Han hørte utrolig mange optagelser igennem og tog lidt fra forskellige menneskers oplevelser. “The voice” i bogen og dennes tone brugte han også en del tid på at finde ud af, da han normalt arbejder med en mere satirisk stemme, men den ville ikke være rigtig i denne bog. Vorm spurgte ind til musikken, da Whitehead til sidst i bogen nævner både Bowie og Prince som musik, som han hører i sin skriveproces. Og så er det efterhånden umuligt at møde en amerikansk forfatter, som ikke udtaler sig om Trump på en eller anden vis. Der var flere sidste år på Louisiana, som ikke var bange for at sige deres mening og Trump var tydeligvis ikke blandt Whiteheads favoritmennesker. Han læste op fra bogen igen derefter og fra et afsnit, hvor Cora befinder sig i en form for “black utopia”, som Whitehead beskrev det.
Inden tiden pludselig var gået, nåede Whitehead at tale lidt om sin arbejdsproces og hvordan han næste år kommer i gang med den næste bog for alvor. Han vidste også at han ville få solgt en del eksemplarer af bogen allerede den første uge, da Oprah havde “endorsed it” og som han sagde “because Oprah said so”. Efter bifald fra hele trappen og tilhørerne oppe på siderne af denne, blev det tid til at få bøgerne signeret og jeg nåede da også lige at høre ham om, hvordan det havde været på Louisiana, hvor det var tydeligt, at han havde nydt det. Kunsten havde han dog kun fået set til og fra scenerne og efter lidt mere bogsnak med de andre bloggere og Vicki fra pressen, blev det tid til at finde hjem mod Ringsted og uden tvivl skal jeg en dag få læst flere af hans bøger. I kan i øvrigt læse et ganske god artikel om ham lige her.