Underet af Emma Donoghue

Underet af Emma Donoghue, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Wonder i 2016. Antal stjerner: 5/5

Kan det virkelig passe at en pige kan leve flere måneder uden mad og kan tro virkelig flytte bjerge?

Emma Donoghue, som er bedst kendt for bestselleren ”Room”, tager sin læser langt ud på landet i Irland, hvor sygeplejersken Lib skal være med til at overvåge en ganske speciel pige ved navn Anna O’Donnell i 14 dage. Det specielle ved pigen er, at hun nægter at indtage mad og alligevel har hun overlevet i flere måneder, da Lib ankommer i august 1859. Folk kommer på besøg fra nær og fjern for at se det såkaldte levende under og særligt forældrene er overbeviste om at det er Guds mirakel, som har fundet sted i deres hus:

””Hun behøver det ikke,” sagde Rosaleen O’Donnell og smilede, så man kunne se de manglende tænder.

”Mener De mad?” spurgte nonnen, så det dårligt kunne høres.

”Ikke den mindste smule. Hun er et levende under.”

Det måtte være en omhyggeligt indstuderet forestilling, tænkte Lib. Bortset fra at kvindens øjne udstrålede en bemærkelsesværdig overbevisning. ”Og De påstår, at Deres datter har været ved godt helbred de sidste fire måneder?”

Rosaleen O’Donnell rettede sig op og glippede med de tynde vipper. ”De finder ingen falske påstande, ingen svindel i dette hus, mrs. Wright. Det er et beskedens hjem, og det samme var stalden.” ”

Lib, hvis overvågningskollega er en nonne, bor i landsbyens værtshus, hvor hun en dag støder på den unge journalist William Byrne, som er meget insisterende når det gælder oplysninger om Anna og hendes tilstand. Lib, som tidligere har arbejdet sammen med selveste Florence Nightingale, nedskriver hver dag hendes iagttagelser og efterhånden som tiden går, erfarer Lib, at alt ikke er helt som det skal være. Anna og hendes forældre mistede hendes bror året før og af umiddelbare uransagelige årsager mener Anna, at hendes bønner kan hjælpe ham op til himlen. En dag, hvor Lib har været ude og gå med Anna, bemærker hun billederne på kaminhylden i det lille hus:

”På kaminhylden få centimeter fra Libs ansigt stod det nye fotografi ved siden af det gamle af hele familien. Den lille pige så stort set ens ud på dem begge to: de samme pænt samlede ben og det samme udtryk, som om hun ikke helt var af denne verden. Som om tiden stod stille for Anna; som om hun var konserveret bag glas.

Men den mest underlige var broderen, slog det hende nu. Pats ganske unge ansigt mindede om søsterens mere blide, bortset fra at han havde skilningen i højre side, fordi han var en dreng. Men hans øjne; der var noget galt med den måde, de strålede på. læberne var mørke, som om de var sminket røde. Han lænede sig ind mod sin urokkelige mor som et meget yngre barn eller som en fordrukken spradebasse. Hvordan var det, den linje i Salmernes Bog lød? De fremmede børn vansmægter.”

Men er det virkelig muligt for en pige at leve så længe uden mad og hvad har Annas bror gjort, siden Anna beder så ihærdigt for ham hver eneste dag?

For mig er der 3 typer af bøger: dem som slet ikke fanger, som er en kamp at komme videre med, dem som fanger og som man glædeligt tager op for at læse og så er der dem, som er helt umulige at lægge fra sig og som holder en interesseret indtil allersidste side. Denne bog er blandt de sidstnævnte og det er en af dem, hvor man tror, at man ved hvad den ender med, men alligevel formår Donoghue at twiste handlingen i en sådan grad, at slutningen virkelig kom bag på mig. Lib, som er vores fortæller gennem hele bogen, støder på udfordringer i det lille samfund, som hun ikke havde regnet med da hun forlod England og Donoghue er særlig dygtig til at beskrive irernes måde at leve på samt deres forhold til England og især englændere. Måden, hvorpå Donoghue blander både religion, familieskæbner og det historiske element, fungerer helt perfekt i denne roman og på samme tid er Anna en form for mysterium, der skal løses inden det er for sent.

Alt i alt en virkelig velskrevet roman, som holder læseren fanget i sit fiktionelle rum fra allerførste side og som har stærke karakterer, der ikke altid er helt så uskyldige, som de udgiver sig for at være.

I et spejl, i en gåde af Jostein Gaarder

I et spejl, i en gåde af Jostein Gaarder, 1996. Høst og Søn. Opr. udgivet som I et spejl, i en gåte i 1993. Antal stjerner: 4/5

Eksisterer engle virkelig og hvis de gør, er de ligesom os på nogle punkter?

Det er blot nogle af de store spørgsmål, som Gaarder får læseren til at stille sig selv efter at have læst denne bog om pigen Cecilie, som er sengeliggende lige op til jul. Hun er alvorligt syg og hun glæder sig allermest til at blive rask igen, så hun kan komme ud og kælke og stå på ski. Hun bor sammen med sine forældre og sin lillebror Lasse, men til jul kommer hendes bedsteforældre også og hun er så svag, at hun har en klokke hos sig. Englen Ariel befinder sig pludselig i hendes vindue og før hun ved af det, snakker de om alt mellem himmel og jord:

”-Min lærer siger, at barndommen bare er et trin på vejen til at blive voksen. Derfor skal vi lave alle vores lektier og forberede os på det voksne liv. Er det ikke strengt?

Ariel nikkede:

-Det er nemlig lige omvendt.

-Hvordan det?

-Det er voksendommen, der kun er et trin på vejen til, at der skal blive født flere børn.

Cecilie tænkte sig godt om, før hun svarede:

-Men de voksne blev skabt først. Hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen børn.

Ariel rystede på hovedet:

-Forkert igen. Børnene blev skabt først, hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen voksne.”

Hønen og ægget spørgsmålet i en lidt anden udgave. Ariel er meget nysgerrig, når det gælder hvordan mennesker lever og især beskrivelser af sanser er han interesseret i. Engle har nemlig ikke de samme sanser som os. Før Ariel pludselig befandt sig på hendes værelse, havde Cecilie haft rigelig med tid til at læse og tænke over hvordan verden hænger sammen. For at hun ikke skal glemme sine tanker, har hun nedskrevet et par af de tanker i en notesbog og det her er en af citaterne fra denne notesbog:

”Hvert eneste sekund rystes der flunkende nye børn ud af naturens jakkeærme. Hokus pokus! Hvert eneste sekund er der også mange mennesker, som forsvinder. Lang, lang række, Cecilie ud af rækken gå…

Det er ikke os, der kommer til verden, men verden, der kommer til os. At blive født er det samme som at få en hel verden i gave.

Nogle gange slår Gud opgivende ud med armene og siger til sig selv: ”Jeg er godt klar over, at både det ene og det andet kunne have været lidt anderledes, men gjort er gjort, og jeg er ikke almægtig.”

Men hvordan lever engle, hvis de lever og hvad kan Cecilie lære Ariel om livet på Jorden?

Det er som om at enhver bog, som jeg læser af Gaarder, sætter tanker i gang og denne er ingen undtagelse. Cecilies eneste ønske er at blive rask og selvom det står slemt til, så er der stadig et håb forude. Hun får meget medicin, men det er som om at samtalerne med Ariel hjælper på hendes liv og døden er ikke helt så skræmmende, som den var til at starte med. Gaarder skriver på en sådan måde, at man læser flere linier flere gange for at forstå deres mening og det gør, at voksne også kan få noget ud af denne børnebog.

Alt i alt en tænksom børnebog, hvor den sygdomsramte Cecilie og englen Ariel forsøger at forstå livet, døden og hinandens liv.

#3 Boglige bekendelser

Jeg har tidligere skrevet om et par boglige bekendelser her og her, men det gik op for mig, at det er frygtelig lang tid siden, så derfor har jeg fundet et par ting mere, som i måske ikke lige ved om mig. 🙂

11. Jeg tager ofte til litteraturarrangementer med forfattere, som jeg ikke har læst noget af,  da jeg nyder at blive inspireret.

12. Selvom jeg ofte laver æselører i mine bøger, så skriver jeg aldrig i dem. Eneste undtagelse er da jeg læste “Wuthering heights” i England i 2010 da sproget var så gammeldags ift det som jeg lærte på gymnasiet.

13. Selvom jeg (i perioder) er virkelig god til at opdatere boglisten over mit hjemmebibliotek, så glemmer jeg nogle gange at opdatere listen og køber en bog som jeg har glemt at jeg allerede ejer. Men det er vel normalt når ens hjemmebibliotek er på over 1.000 bøger.

14. Jeg elsker DK5-opstillingerne 99.4(biografier), 80-81 (litteratur) og 75 (illustrationer i børnebøger). Jeg går altid lidt i stå i de sektioner på mit arbejde. Man er vel litteraturnørd og biblioteksnørd.

15. Lydbøger er stadig et ukendt territorium for mig. Hvorfor jeg ikke er begyndt på det endnu har jeg intet godt svar på.

Hvad med jer? Kan i nikke genkendende til nogle af tingene? 

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Hidden Figures i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvordan så arbejdsmarkedet ud for sorte kvinder og mænd indtil 1970’erne og hvordan var det at arbejde på NASA, før det blev til NASA som vi kender det i dag?

Margot Lee Shetterly tager med denne bog om særligt kvinderne på NASA, det tidligere NACA, hendes læser med på noget af en tidsrejse, hvis faste holdepunkt blev NACA som arbejdsplads. Dorothy Vaughan, der er den første sorte kvinde, som vi læsere får stiftet bekendtskab med, tog afsted til Langley Memorial Aeronautical Laboratory i 1943 efter at have arbejdet som matematiklærer i mange år. For at kunne tiltræde sit drømmejob var hun nødsaget til at efterlade mand og børn for en rum tid og hun måtte indordne sig ganske hurtigt det nye sted, både som kvinde og som sort;

”Sorte skulle stå af og på bag i bussen og finde en plads bag den farvede linje, og de skulle også tilbyde hvide rejsende deres plads, hvis der var fuldt optaget i den hvide afdeling. Men manglen på konduktører ved den bagerste dør betød, at sorte for det meste steg på ved den forreste dør og skulle så mase sig igennem en række af hvide rejsende for at komme til den sorte afdeling. Derefter masede de sig tilbage gennem gangen for at komme ud ad den forreste dør igen. og hvis hvide passagerer i nogle af de få tomandsbusser var kommet til at stille sig bagerst, måtte de også skubbe sig op foran for at komme ud, da loven forbød hvide at benytte sig af den bagerste dør. Selvom Jim Crow-lovene blev konstrueret for at reducere kontakt ved at holde racerne adskilt, havde de i praksis den modsatte effekt.”

 

Den lidt yngre Mary Jackson, som også var både sort, kvinde og mor, begyndte på Langley i 1951. Da hun små 13 år før havde dimitteret fra high school, var dette med hædersbevisning og på Hampton’s institute, som var et privat universitet for sorte, læste hun både matematik og naturvidenskab. Efter et par års familieliv søgte hun om stillingen som computer på Langley og her kom hun til at arbejde under Vaughan i starten. Efter to år blev hun sendt over til en afdeling på Langley, hvor der var flere hvide computere, men allerede på første dag kunne hun mærke raceforskellene i denne afdeling:

””Kan I vise mig vej til badeværelset?” spurgte Mary de hvide kvinder.

De svarede hende med en fnisen. Hvordan skulle de vide, hvor hendes badeværelse var? Det nærmeste badeværelse var uden skilt, hvilket betød, at de hvide kvinder måtte benytte det, men der var adgang forbudt for de sorte kvinder.”

 

Men hvor meget skal der til ude i verden før at de sorte får samme muligheder som de hvide og hvordan får man egentlig en raket ud i rummet med stor succes?

Sikke en tidsrejse, man bliver taget på som læser i denne bog! Shetterly har virkelig researchet meget til denne bog (der er endda referenceliste i slutningen af bogen) og det er uden tvivl et virkelig imponerende stykke arbejde. Vaughan og Jackson er blot to ud af mange kvinder i denne bog og Shetterly er virkelig dygtig til at forklare hvad deres arbejde egentlig gik ud på. For mig var det dog kvindernes og særligt de sortes historie som var interessant og jeg blev forarget hver gang, at der skete situationer som ovenstående for karaktererne. Af hvad jeg har hørt, så er bogen ganske forskellig fra filmen, så jeg glæder mig til at se både Vaughan, Jackson, Katherine Johnson og ikke mindst deres familier på det store lærred. Alt i alt en fantastisk vigtig bog om stærke kvinder, besværlige matematiske formler og ikke mindst hvordan de sorte opnåede nogle af de samme rettigheder som deres hvide medmennesker.

Bogbloggerarrangement på Københavns Hovedbibliotek

Her i søndags var det endelig blevet tid til det længe ventede bogbloggerevent inde på Københavns Hovedbibliotek på Krystalgade. Bogbloggen Mellem-Linjerne og den københavnske litteraturfestival KBH Læser havde arrangeret dette arrangement i fællesskab, hvilket var grunden til at Hovedbiblioteket blev holdt åben på en søndag. Samlet var vi over 40 bogbloggere, et par forfattere, forlagsfolk og et par andre interesserede (heriblandt min tidligere underviser fra IVA, hvilket var lidt pudsigt). Der stod krimi på programmet, men der var også tid til at høre om hvordan en bog bliver skrevet, hvordan vi kan forbedre vores bogbloggeri og ikke mindst om forholdet mellem forfatter og boganmelder. På billedet herover kan i se Louise inde fra festivalen, som peger, samt 2/3 af Mellem-Linjerne. De gule afspærringsbånd var blevet plantet på både vores borde og foran scenen og det satte en form for ramme for begivenheden.

Jeg fulgtes med min gamle gymnasieveninde Pernille derind, som er nyopstartet blogger (i kan se hendes blog her) og da vi var kommet ind i varmen, mødte vi ganske hurtigt min kollega fra Emdrup, nemlig Helene fra Bastrup Bookblog. Vi var bestemt ikke de første, som kom, men der var heldigvis et bord oppe foran, som vi kunne sætte os ved. Jeg fik også lige hilst på min svigerinde Lone ovre fra Krimihjerte og vinket hej til Lotte Petri, som senere skulle holde oplæg og som jeg har truffet på Bogforum og til et andet krimiarrangement på Hovedbiblioteket. Rundt omkring i lokalet genkendte jeg flere bloggere, som jeg følger og snakker med på SoMe, men først nåede Pernille, Helene og jeg at samle lidt mad ovre ved siden af rulletrappen inden arrangementets arrangører gik på scenen. Efter en kort intro gav de ordet videre til Thomas Clemen og hans interimistiske Powerpoint.

Clemen, der snart er på trapperne med den nye bog “Jeg er Sif”, fortalte om hvordan denne bog blev skrevet og udover denne har han også skrevet “Berlin 404” og debuten “Langs Smertegrænsen”. Der er planlagt 5 bind i denne serie og grafen bag ham illustrerer hvor mange ord han skriver. I nogle perioder går det godt med at skrive, mens han i andre perioder holder lidt fri ved blandt andet at kælke med sin familie i Norge og fejre jul. Han fortalte lidt om, hvordan at han kunne mene at hans bog var pissegod, men at forlaget så kunne have en del ændringer. De fleste af disse hjalp ifølge Clemen med at gøre bogen bedre og hvordan en dedikeret redaktør kan hjælpe i processen. Da en af de andre ved spørgerunden spurgte ind til antallet af bøger i denne serie, fortalte han, at han ikke ville være som George R.R. Martin ift. “A Song of Ice and Fire”-serien, hvor “man venter længe på slutningen”, hvilket jeg tror at flere krimilæsere sætter pris på.

Efter en kort pause blev det tid til næste oplægsholder og det var Camilla Høy inde fra Politikens Forlag. Hun er pressechef derinde og hun lagde ud med at erklære, at hun elsker krimiforfattere. Hun fortalte især om den forskel der er på os bogbloggere og avisanmelderne, som anmelder på ret forskellig vis. Hun kaldte os for “superfans” og det er jeg ret enig med hende i – jeg læser både avisanmeldelser og andre bogbloggere og kan klart mærke passionen hos de fleste, når de anmelder. Hun fortalte om hvordan at hun selv var tidligere journalist på netop Politiken og at hun har arbejdet på forlaget i 3 år. Høy gav råd, som både de garvede og de nye bogbloggere kunne bruge og fortalte, at forfattere også er ret glade for bloggere. I denne uge udtaler hun sig faktisk til Bogmarkedet om netop vigtigheden af bogbloggere.

Da jeg så programmet, måtte jeg ind og google Jacob Weinreich med det samme og jeg fandt hurtigt ud af, at det er ham, som er den ene halvdel af Anna Ekberg og A.J. Kazinski. Jeg vidste egentlig godt, at Kazinski var et pseudonym, men ikke Ekberg. Den anden halvdel af pseudonymerne hedder Anders Rønnow Klarlund og de to begyndte at mødes for 10 års tid siden. Weinreich, som er uddannet manuskriptforfatter, og Klarlund, der er filminstruktør, havde en idé om et plot og brugte 3 år et par gange om ugen, hvor de snakkede om plottet på en bænk. Det lykkedes ikke at få det filmatiseret, men istedet bearbejdede de manuskriptet og det blev til romanen “Den sidste gode mand”, der handler om Niels Bentzon og denne bog blev hurtigt en succes. Ting i privatlivet resulterede i snakke om andre ting end lige krimier og efterhånden fik de arbejdet på en anden idé, som krævede et nyt univers. Og ifølge forlaget – også et nyt navn udenpå bogen. De befandt sig tilfældigvis på en kirkegård og kombinerede navne fra to gravsten, som blev til Anna Ekberg. De var meget fascinerede af kulørte epos som “Dallas” og “Dollars” og han læste op fra denne nye bog, som hedder “Kærlighed for voksne” og som bliver udgivet senere dette forår.

Efter en lidt længere pause blev det tid til at høre Julie Hastrup, som både havde fået sig en lille talerpult og et klip op på den store skærm. Da hun havde lagt mærke til, at vi ikke alle var krimibloggere, lagde hun ud med at fortælle om Rebekka Holm, der er hovedpersonen i hendes krimiserie, hvor den nyeste (og nr. 6 i rækken) udkommer ganske snart under titlen “Mirakelmanden”. Hun er uddannet journalist, men hun har altid vidst, at hun ville skrive krimier en dag. Hastrup forklarede, hvordan hun blev “opflasket med krimi”, da hendes mormor elskede den slags og særligt filmen “Vindeltrappen”, som hun så i en ret tidlig alder, husker hun. Et skalpelsæt, mormorens kæreste, som arbejdede på Bispebjerg Hospital, og dukker endte også ud i nogle ganske mærkværdige oplevelser, selvom hun i dag ifølge hende selv er den vildeste bangebuks. Hun kan “se det uhyggelige i det hyggelige” og fokuserede dernæst på den nye bog, hvor hun tog til Finland for at researche. Med læsebrillerne på læste hun op fra denne og denne oplæsning vakte virkelig min interesse. Sindssygehospital, Finland og hemmeligheder – what’s not to like?

.

Den næste på den lille scene var Lotte Petri, som jeg har mødt og hørt et par gange før. Hun havde taget et par af sine bøger med og fortalte lidt om dem og researchen bag. For hende er det vigtigt, at det skal ligge op ad virkeligheden. Hun kan godt lide at besøge de steder, som hun vil skrive om for at opleve hvordan det føles, hvordan det ser ud og ikke mindst hvordan det lugter. Petri voksede op på en underafdeling af det psykiatriske hospital Sct Hans, hvor jeg arbejdede sidste år, og fortalte om både patientflugter og hvordan hun blev passet af de søde patienter, så de kunne rekonvalescere. En anden ting, som Petri finder særlig interessant, er, “hvad er det, der gør at man slår ihjel?” og hun sørger for, at ethvert element i bogen bliver så troværdigt som muligt og dette er ved hjælp af eksperter på forskellige områder. Hendes nye bog “Djævlens Værk” udkommer i primo april og til denne opsøgte hun både en dansk eksorcist og en oceanolog, der kunne svare på hendes spørgsmål. Hun læste en smule op fra denne bog og den er bestemt ikke tiltænkt sarte sjæle.

Rikke Andrup havde to kasketter på i dagens anledning, da hun har blogget om bøger i mange år før hun startede forlaget “Drømmefangeren” sammen med Pernille Vørs. De startede forlaget sidste år og forud for dette havde hun blogget siden 2012. Først om krimier, så om lidt forskellige genrer før hun “valgte at skære helt ind til lyserødt” og henviste her til at ikke alle følgere var fulgt med, men også at flere virkelig dedikerede var kommet til. Hun anbefalede os bloggere at niche-bestemme os, da man ellers kan risikere at have virkelig mange bøger, som man mere stresser over end ellers. Andrup fortalte hvordan hun havde snakket med Vørs om det med at miste grebet på sin “bogbaby”, og en hurtig beslutning om at starte noget op blev hurtigt taget. Hun indrømmede, at det ikke kun er en “dans på roser”, men passionen for foretagendet var tydelig i oplægget. En anden ting, som Andrup fokuserede på, var tonen i anmeldelser, da det er meget vigtigt at være konstruktiv (desværre ikke altid at bloggere er det), og vi skal huske på, at forfatteren har brugt mange flere timer på bogen end vi har på at læse den, hvilket jeg synes er en fantastisk pointe.

Sidste forfatter på scenen var Anika Eibe, som blev interviewet af bloggeren Kathrine, som har bloggen Bibliotekattensbøger. Deres emne var forholdet mellem bloggere og forfattere, og det var netop relevant for de to, da Kathrine har anmeldt et par af Anikas bøger og hovedspørgsmålet blev hurtigt: “Hvordan skal en forfatter reagere når hans/hendes bog er blevet anmeldt uanset om det er ros eller ris? ” Det er noget som har været oppe og vende flere gange medens jeg har været blogger og det skabte en virkelig interessant diskussion, også med os andre der ikke var på scenen. 

Festivallederen for KBH Læser Niels Offenberg afsluttede dagen med at høre om hvordan biblioteket kan involvere bloggere og jeg krydser fingre for at der kommer flere events i København i de kommende år 🙂

Udover denne fine bogstak, som lå i et net fra Arnold Busck (jep, de gode råhvide nogle med masser af bogstaver på) fik vi også plakater fra firmaet Poesiplakater, som jeg virkelig ser frem til at få op i ramme, en rabatkode fra Mofibo og et indkøbsnet fra Modtryk med tekst om Lisbeth Salander.  Tusind tak til både Modtryk, Turbine, Politikens Forlag, Arnold Busck, Poesiplakater, Mofibo og ikke mindst arrangørerne bag eventet – jeg kommer gerne igen 🙂